I det fynske folks tjeneste

Drømmen lever stadig: Borgmester vil hurtigere til Lolland

M/F Langeland lægger til ved havnen i Spodsbjerg. Foto: Jonas Mattsson

Svendborgs borgmester, Lars Erik Hornemann, har i mange år drømt om en hurtigere overgang mellem Langeland og Lolland. Nu kommer nyt projekt på banen.

Både en hurtigere færge og en tunnel under Langelandsbæltet har været oppe og vende siden 2009, hvor Svendborgs borgmester, Lars Erik Hornemann (V), begyndte arbejdet med en lynforbindelse mellem de to sydhavsøer Lolland og Langeland.

Nu kommer en ny ide på banen. Tre kilometer ud for Tårs på Lolland skal man anlægge en færgehavn som en udvidelse af den nuværende. Det vil betyde, at færgen ikke skal ind i det lave vand ved Nakskov Fjord, og dermed behøver den ikke at sænke farten. 

Læs også Tunnel mellem Langeland og Lolland

Den 45 minutters overgang fra Spodsbjerg til Tårs vil dermed blive reduceret til 22 minutter. Borgmestrene på Langeland, Lolland og i Svendborg håber, det vil skabe vækst i området. 

- Her binder du to områder, som man definerer som udkantsområder i Danmark sammen. Så de samlet set kan være med til at løfte begge områder, siger Lars Erik Hornemann, borgmester i Svendborg.

Han håber, at sydfynboerne med den hurtigere rute vil pendle og få del i de jobs, som der bliver skabt i forbindelse med byggeriet af Femern-tunnelen. 

Men det er ikke kun de sydfynske borgmestre, som ser fordelen ved en hurtigere rute. Også Lollands borgmester er klar på ideen. 

- Vores industriproduktioner har brug for flere folk, så der er masser af muligheder for at få job på Lolland i øjeblikket. Men det ser også ud til, at det er begyndt at sne på Fyn, siger Holger Schou Rasmussen (A), borgmester i Lolland Kommune. 

Læs også Spodsbjerg-Tårs: Rederiet Færgen vinder sejlrute

Projektet med den udbyggede færgehavn er estimeret til at koste mellem 500 - 700 millioner kroner. Næste skridt for projektet er, at få en forundersøgelse, som blandt andet skal klarlægge de miljømæssige konsekvenser, på finansloven til næste efterår. 

- Ideen bliver ikke dårligere af, at den ikke lige får medvind i første fase. Så jeg er ikke indstillet på sådan lige at give op, bare fordi det ikke lige ryger med på finansloven her i efteråret, siger Lars Erik Hornemann (V).

Se hele indslaget nedenfor. 

02:15 Luk video

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.