Droner skal nu være med til at passe på miljøet

Otte danske tech-virksomheder skal på prøve overfor Miljøstyrelsen - de skal via droner optimere tilsynet på specielle affaldsstationer

Miljøstyrelsen er så stor fan af DR-programmet “Løvens Hule”, at de har efterlignet konceptet. De har den 4. april inviteret otte tech-virksomheder med speciale i droner ind, som skal pitche idéer og løsninger på, hvordan man kan forbedre tilsynet på affaldsdeponier. Arrangementet blev afholdt i Odense, og der var også fynske tech-firmaer med.

- Vi ser frem til at møde danske virksomheder, der er klar til at udfordre os i forhold til den måde vi løser vores opgaver på i dag og præsentere idéer til nye måder at bruge droner og sensorer på, som kan arbejde til gavn for miljøet, siger vicedirektør Lars Møller Christiansen fra Miljøstyrelsen.

quote De her deponier vi har rundt omkring i landet er kæmpestore. Der er meget langt rundt, hvis vi skal rundt i alle hjørner - og her kunne dronerne spare os en frygtelig masse tid.

Jan Reisz, kontorchef for Miljøstyrelsen

De otte tech-virksomheder bliver i bedste “eksamens-forstand” stillet overfor en række problemstillinger fra Miljøstyrelsen, som tech-virksomhederne har 15 minutter til at finde en løsning på. Problemstillingerne har de fået på forhånd.

Èn af de firmaer, som var med til dagens arrangement, var Lorenz Technology.

- Jeg håber virkelig, at vi kan vise Miljøstyrelsen nogle ting, hvor de kommer til at tænke, at det vil lette deres opgaver i fremtiden. Jeg er meget spændt og nervøs, men jeg tror, at droner kommer til at være en kæmpe fordel for Miljøstyrelsen, siger den fynske salgsdirektør Søren land fra Lorenz Technology.

Dagens præsentation fra Søren Land fra Lorenz Technology
Fotograf: Flemming Ellegaard

Droner med kunstig intelligens

Lorenz Technology kommer med ét produkt til Miljøstyrelsen. Deres teknologi indebærer en kunstig intelligens i dronen. Det betyder, at dronen, helt af sig selv, kan kommunikere tilbage til Lorenz Technology med det relevante data, som den opsamler. Den kan af sig selv finde eksempelvis gasser, som ikke hører til på affaldsdeponierne og som kan være skadelige for miljøet.

- Vi har virkelig arbejdet på, at gøre vores produkt nemt og intuitivt - og det er, efter min mening, virkelig en af de vigtigste elementer, når vi taler om en ny teknologi, siger salgsdirektøren for Lorenz Technology.

Firmaet blev etableret i 2015, og har arbejdet målrettet på det her projekt lige siden.

Droner skal lære at lugte

Tidligere er der lavet maskiner, som kan lugte, hvis du har en livstruende sygdom. Nu efterlyser Miljøstyrelsen droner, der eksempelvis kan flyve i regnvejr og lugte efter bestemte typer af gasser og affald.

- Droneteknologi begrænser sig ikke kun til at være et flyvende kamera mere. Teknologiens udvikling går stærkt, og der åbner sig hele tiden nye muligheder for at matche nye droneløsninger med eksisterende udfordringer, siger forretningsudvikler for det internationale testcenter for droner, UAS Denmark, Gert Taul Pedersen.

Hovedemnerne hos Miljøstyrelsen er affaldsdeponier og hvordan droner kan hjælpe det område. Affaldsdeponier er særlige affladspladser, hvor affaldet hverken kan genbruges eller brændes - de affaldspladser kræver noget ekstra tilsyn, og det er her, at dronerne kommer ind i billedet.

- De her deponier vi har rundt omkring i landet er kæmpestore. Der er meget langt, hvis vi skal rundt i alle hjørner - og her kunne dronerne spare os en frygtelig masse tid. De kan optage billeder og vise os steder, hvor der måske er stor risiko for en påvirkning af omgivelserne, siger Jan Reisz, som er kontorchef for Miljøstyrelsen.

Hvad er deponiaffald?

Reverse Shark Tank

Det er første gang, at Miljøstyrelsen afprøver det her format, hvor de ved en "Reverse Shark Tank" stiller virksomhederne overfor en række udfordringer, som de skal finde en løsning på. "Reverse Shark Tank" er det amerikanske forbillede til det danske program “Løvens Hule”.

- For os er det lige så meget en afprøvning af en innovationsmetode, hvor vi ser, hvad markedet kan med de nye teknologier, siger Astrid Jakobsen, som er kontorchef hos Miljøstyrelsen.

Dronebilleder over Odense Nord, som er Odenses affaldsdeponi
Fotograf: Thomas Greve

Oversigt

    Oversigt