Dronning Margrethe påtager sig sin første fynske protektion

Kongeslottet Nyborg Slot bliver nu endnu mere kongeligt. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II har påtaget sig sin første fynske protektion.

Dronning Margrethe har påtaget sig sin første fynske protektion, meddeler Nyborg Kommune i en pressemeddelelse.

Dronningen skal være protektor for Nyborg Slot. Det bliver hendes protektion nummer 90 i ind- og udland, men således det første på fynsk grund.

Torsdag besøger en delegation fra hoffet for at kigge på Nyborg Slot.

I Nyborg er der forståelig stor glæde over den gode nyhed.

- Som borgmester i Nyborg er jeg meget glad og taknemmelig for dronningens tilsagn. I Nyborg har vi store ambitioner med kulturarven, fordi den både skaber lokal identitet, engagement og vækst. Dronningens tilsagn er et værdifuldt bidrag til det projekt og til slotsprojektet i særdeleshed, siger borgmester Kenneth Muhs i pressemeddelesen, mens Erland Porsmose, direktør for Østfyns Museer tilføjer: 

- Majestætens opbakning til vores forskning i og formidling af Nyborg Slots historie betyder meget for os på Østfyns Museer. Det er en stor anerkendelse, som vi sætter pris på.

Protektionens titel er ”Nyborg Slot – Middelalderens Christiansborg” og henviser til kommunens og museets ambition om at fortælle den enestående historie om Nyborg Slot som middelalderens centrum for politisk magt.

Dronning Margrethe er protektor for syv andre museer i Danmark; fem i Jylland og to på Sjælland - heraf det ene på Møn.

Oversigt

    Oversigt