I det fynske folks tjeneste

Tidligere domprovst i Odense bliver ny kongelig konfessionarius

Kongehusets nye konfessionarius, Henrik Wigh-Poulsen, tiltræder jobbet med en påskegudstjeneste søndag. Henrik Wigh-Poulsen var indtil 2015 domprovst i Odense.

Det er hverken i en jobportal på nettet eller i morgenavisernes søndagsudgaver, at stillingen som kongelig konfessionarius slås op.

I stedet sker det med en fortrolig henvendelse, og sådan én fik biskop i Aarhus Henrik Wigh-Poulsen, da han blev spurgt, om han ville beskikkes som kongehusets nye præst.

1. april tiltræder han, og netop den dato falder påskedag, hvor han skal prædike i Aarhus Domkirke.

- Det bliver min første dag i jobbet, så det passer jo vældig godt, siger han.

Læs også Henrik-Wigh Poulsen vinder bispevalget i Aarhus

Domkirken er kongefamiliens sognekirke, når de i julen og til påske opholder sig på Marselisborg Slot. Og da dronningen tidligere år har været til stede i kirken påskedag, så sker det sandsynligvis også i år.

Det er langt fra første gang, de to mødes. Dronningen har været til flere gudstjenester i domkirken, siden Henrik Wigh-Poulsen tiltrådte som biskop i 2015.

- Jeg har også mødt dronningen i andre sammenhænge, når hun har besøgt Østjylland, ligesom jeg har haft en enkelt ansættelsessamtale.

Men hovedsageligt har han brugt forberedelsestiden på at blive klogere på familien. Især på de tanker og overvejelser, der rører sig i dronningen. Her har Jens Andersens biografi "M - 40 år på tronen" givet en forståelse både for personen og for det embede, hun bestrider.

- Blandt andet har det slået mig, hvor dygtigt dronningen evner at fornemme den tid, hun lever i og samtidig kunne formulere en kritik af den.

Læs også Domprovst søger mod Aarhus

- Det kræver indsigt, men også et mod til at sige nogle ting uden at sige alt for meget. Det er hun ferm til.

Med til den nye titel hører også at følge med i de begivenheder, som familien deltager i til daglig.

- Personalet her på stiftskontoret har været så venlige at skillinge sammen til et abonnement på Billed-Bladet.

Konfessionarius betyder skriftefader på latin, og det indebærer, at Henrik Wigh-Poulsen foruden at bistå kongehuset ved gudstjeneste, barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse, skal fungere som sjælesørger.

Eller, som han selv formulerer det, så skal han som enhver anden præst stå til rådighed for sin menighed.

- I den kirkelige jargon siger vi, at man bliver kaldet, og jeg ser det sådan, at jeg er blevet kaldet af kongehuset. Det er til mig, man kan komme, når man har brug for en præst.

- Hvis man er ked af det, har noget man gerne vil diskutere, eller hvis man bare gerne vil have en samtale.

BLÅ BOG: Kongehusets nye konfessionarius

Biskop Henrik With-Poulsen er fra 1. april kongelig konfessionarius. På dagen prædiker han i Aarhus Domkirke.
Biskop Henrik With-Poulsen skal 1. april holde påskeprædiken i domkirken i Aarhus. Samme dag tiltræder han som kongelig konfessionarius. Blandt kirkegængerne vil sandsynligvis være dronningen, som holder påskeferie på Marselisborg Slot.

 * Født 1959, opvokset i en præstegård i Vejlby på Djursland.
 * Gift med Grete Wigh-Poulsen, der er sognepræst i Kolding. Sammen har de tre sønner.
 * 1989 teologisk kandidat fra Aarhus Universitet. Senere ph.d.
 * 1989 til 1997 præst i Lejrskov og Jordrup ved Kolding.
 * 1999-2000 lærer på Askov Højskole.
 * 2000 til 2008 leder af Grundtvig-Akademiet på Vartov i København.
 * 2008 stillede op til valget som biskop i Roskilde efter Jan Lindhardt, men tabte.
 * 2008 til 2015 domprovst i Odense.
 * 2015 - biskop i Aarhus.

 Kilde: Aarhus Stift, Kristeligt Dagblad.

Ved du noget? Så send os et tip