Drop industriferien

Industriferien er et levn fra gamle dage. Så når de fynske kommuner i disse uger lukker for børnepasning, så er forældrene også nødt til at holde ferie.

Der er stille på Juliana i Odense. Siden fredag har produktionen af drivhuse været ferieramt.

- Det er hvert år et puslespil at varetage flest mulige interesser, for selvfølgelig vil vi gerne tage hensyn til medarbejdernes ferieønsker, men vi er også nødt til at finde en løsning, der passer til virksomheden og dens kunder, siger administrerende direktør hos Juliana Bo Stærmose.

Ifølge brancheforeningen Fynsk Erhverv er de lukkede børnehaver et problem for mange fynske virksomheder.

- Industriferie, det er længe siden, vi har set det. Der er ingen virksomheder i dag, der lukker tre uger og ligger fuldstændig stille. Vi skal betjene de kunder og de markeder, der er der, siger direktør i Fynsk Erhverv Jytte Reinholdt.

- Det har også haft en pris for vores medarbejdere, som jo ofte ikke kan få børnene passet, og det betyder, at man må fordele ferien lidt mellem ægtefællerne, hvilket igen betyder at den periode, familien kan være sammen, bliver begrænset, siger Bo Stærmose.

Forældre ønsker ikke ferielukket i børnehaven

Også fra forældrenes side er der et ønske om, at den kommunale børnepasning ikke holder ferielukket.

- Det er med til at sætte begrænsning for både familie og arbejdslivet, at vi skal holde ferie her henover sommeren. Og selvfølgelig har komunerne det her nødpasning, de tilbyder, men den ene undersøgelse efter den viser, at forældrene ikke ønsker det, siger næstforman i Forældrenes Landsforening Dorthe Boe Danbjørg.

I Odense kommune han man få passet sine børn i industriferien, men ifølge medlem af Børn- og ungeudvalget i Odense Kommune Veronica Hansen(SF), er feriepasningen ikke særlig efterspurgt.

- Det viser sig, at der ikke er særlig mange forældre, der efterspørger pasning i de her uger. Vi fik nogle tal i forbindelse med budgetlægningen sidste år, som viste, at der ikke var særlig stor efterspørgsel, og det har vi selvfølgelig også taget med i vores ovejelser omkring at skrue lidt ned for institutioner, der har åbent, siger hun.

- Der er jo en diskussion om hønen og ægget. Det er vores klare indtryk, at det tilbud, der er fra den kommunale børnepasning, at man kan samopasse børn i enkelte institutioner, det bliver ganske enkelt valgt fra af medarbejderne, og derfor er det jo ikke et reelt tilbud, siger Jytte Reinholdt.

Oversigt

    Oversigt