I det fynske folks tjeneste

Opråb til fynboer: Drop vand på flaske - det skader miljøet

Vandcenter Syd og flere fynske vandværker opfordrer fynboerne til at drikke vand fra hanen. Det er langt billigere og langt bedre for miljøet end flaskevand, lyder det.

00:33

Det er langt billigere at drikke vand fra hanen, og vi har noget af verdens bedste drikkevand, oplyser Vandcenter Syd. Video: Ole Holbech

Gør miljøet en tjeneste. Drop flaskevand, og nyd i stedet for det rene vand fra hanen.

Læs også Ti ting du ikke vidste om dit drikkevand

Sådan lyder opfordringen fra Vandcenter Syd og en række fynske vandværker i en ny kampagne.

- Målet er at få folk til at drikke det rene vand fra hanen. Lad være med at købe det, der er på glas- eller plastikflasker. Tag det gode, danske drikkevand, siger direktør i Vandcenter Syd Mads Leth til TV 2/Fyn.

Verdens bedste drikkevand

Vandcenter Syd står for 85 procent af drikkevandet i Odense og leverer også vand til Nordfyn.

- Det er langt billigere at drikke vand fra hanen, og vi har noget af verdens bedste drikkevand, forsikrer Mads Leth.

Han understreger, at vand på flaske hverken er sundere eller smager bedre. 

- Det er præcis det samme vand, som kommer ud af hanen, lyder det.

Han håber, at fynboerne i højere grad vil tænke over at bede om postevand frem for flaskevand, når de eksempelvis er på restaurantbesøg.  

Mads Leth nævner som eksempel, at svenskerne ved sætte fokus på problematikken har halveret deres forbrug af flaskevand de seneste ti år.

Ifølge Vandcenter Syd belaster vand fra hanen miljøet 900 gange mindre end vand på flaske. I nogle tilfælde bliver flaskevand transporteret over lange afstande på lastbiler fra eksempelvis Tyskland.

Vandværk: Bedre for økonomi og miljø

Et af de fynske vandværker, der er med i kampagnen om at få fynboerne til at drikke mere postevand, er Næsby Vandværk.

00:44

Formand i Næsby Vandværk Richard Andersen håber, at især unge forbrugere i højere grad vil drikke vand fra hanen frem for vand på flaske.  Video: Ole Holbech

Luk video

Det leverer vand til 4.000 forbrugere i Odense-bydelen Næsby. Formand Richard Andersen opfordrer sine kunder til at droppe flaskevandet - både af økonomiske og miljømæssige årsager.

- Hvis folk drikker mere vand, er det billigere for dem. Literprisen på flaskevand er 10-20 gange højere end på postevand, siger Richard Andersen til TV 2/Fyn.

- Miljøbelastningen ved at producere flaskevand er 800-900 gange større end postevand, så alene dér er der en kæmpe miljømæssig gevinst, forklarer han.

Kampagne rettet mod unge

Det er især de unge forbrugere, kampagnen er rettet mod.

- Vi skal have fat i de unge mennesker. De er trendsættere og nemmere at påvirke, siger Richard Andersen.

Også Søhus Vandværk og Tarup Vandværk er med i kampagnen, der starter 1. april.

02:16 Luk video