Drukner Tinderbox? Sådan bliver festivalvejret

Torsdag starter dette års Tinderbox, og et par gummistøvler kan være værd at inddrage i festivalkittet.

Tinderbox kan vise sig at blive en mudret og våd fornøjelse, hvis TV 2 Vejrets forudsigelser viser sig at holde vand. 

Allerede på festivalens første dag, torsdag, forventer vejrstationen, at der vil falde 28,6 millimeter regn over Odense.

Mere optimistiske er Dansk Meteorologisk Institut (DMI). I løbet af hele torsdagen mener DMI kun, at der vil falde i omegnen af fem milimeter.

Endnu bedre ser den norske vejrstation YR ud. De mener overhovedet ikke, at der vil falde regn på festivalens første dag. Til gengæld er de norske meteorologer mere nærrige med antallet af solskinstimer end nogle af de danske vejrtjenester. 

Pak derfor hellere et regnponcho og et par gummistøvler sammen med solcreme og -briller. Holder de danske vejrudsigter titter solen frem mellem bygerne og varmer Tusindårsskoven op til 22 grader i løbet af dagen. Du skal dog også gøre plads til en ekstratrøje i festivaltasken - temperaturene falder nemlig i løbet af aftenen og natten til 15 grader.

Temperaturene falder

De tre vejrtjenester er mere enige i fredagens og lørdagens festivalvejr. Her forventer de nemlig alle, at det bliver en halvkølig fornøjelse, når Veronica Maggio, Thomas Helmig og Jacob Dinesen går på scenen. 

Dagstemperaturene vil snige sig op mellem 15 og 19 grader, og midt på dagen kan det være, der igen bliver brug for regnponchoen. Dog ikke i samme omfang, som den kommer i brug dagen inden. 

Aftenen holder på temperaturene, men med en vind der blæser op i mod ni meter i sekundet, kan den varme ekstratrøje blive savnet, hvis den ligger der hjemme. 

Festen fortsatte, da himlen åbnede sig over Tinderbox sidste år. Skulle regnen falde igen i år, er vi overbeviste om, at festen ikke skyller væk.
Festen fortsatte, da himlen åbnede sig over Tinderbox sidste år. Skulle regnen falde igen i år, er vi overbeviste om, at festen ikke skyller væk.

Oversigt

    Oversigt