Drukneulykke i Davinde Sø: Sigtelse mod 19-årig opgivet

En 19-årig mand blev tilbage i juni sigtet for uagtsomt manddrab efter at have skubbet sin kammerat i Davinde Sø. Denne sigtelse er nu opgivet.

Anklagemyndigheden ved Fyns Politi har besluttet at opgive sagen mod en 19-årig mand fra Odense, der var sigtet for uagtsomt manddrab, efter at han havde skubbet sin jævnaldrende kammerat Adis Kajdic i Davinde Sø den 1. juni. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

De to gymnasievenner var sammen med en tredje bekendt gået ud på badebroen iført badetøj, hvorefter den 19-årige skubbede den jævnaldrende Adis Kajdric uden at vide, at han ikke kunne svømme. 

Flere sprang i vandet for at hjælpe ham, men det lykkedes ikke at få ham op i tide.

En ulykkelig sag

- Der er tale om en på alle måder ulykkelig sag. Det er dybt tragisk, at en fælles udflugt for tre gymnasievenner skulle ende, som det blev tilfældet her. Vi har ved Fyns Politi undersøgt og vurderet sagen grundigt, og vores konklusion er, at den unge mand, der skubbede sin kammerat i vandet, ikke var klar over, at kammeraten ikke kunne svømme, siger senioranklager fra Fyns Politi Jacob Thaarup og fortsætter:

- De stod alle tre i badetøj på en badebro tæt ved vandet, og når vi sammenholder det med, hvad der skete, opfatter vi det som en leg uden ond vilje, men med en uforudsigelig følge. På den baggrund er det vores vurdering, at den sigtedes uagtsomhed har været så beskeden, at der ikke er grundlag for at rejse tiltale mod ham for uagtsomt manddrab, siger Jacob Thaarup.

Politiet har vurderet, at ingen af de tre involverede var påvirkede af spiritus.

Efter drukneulykken er der blevet sat yderligere to redningskranse op ved søens bred for at øge sikkerheden.

Oversigt

    Oversigt