I det fynske folks tjeneste

DSB: Der kører kun tog nord for Aarhus

Der kører kun tog nord for Aarhus. Alle andre tog holder stille i hele landet på grund af stormen, oplyser DSB

Stormen raser så voldsomt, at der nu kun kører tog nord for Aarhus. Alle andre tog må holde stille i hele landet.Derfor kører togene nu mod nærmeste station, hvor de vil holde stille, oplyser DSB.

Ifølge DSB holder alle tog på Sjælland, Lolland-Falster, Fyn og i Sønderjylland stille.

- Jeg har ikke været med til noget tilsvarende tidligere, og jeg har aldrig prøvet før at indstille så stor en del af togdriften. Men vi må bare afvente indtil det igen er sikkert at køre, siger DSB's informationschef Tony Bispeskov.

Tyskerne og svenskerne har besluttet sig for at indstille togtrafikken.

- Der kører derfor ingen tog til Tyskland, og fra klokken 16 kører der tog på halv drift, det vil sige hvert tyvende minut til Sverige, siger Tony Bispeskov.

Stormen har lukket Storebæltsbroen og den nye Lillebæltsbro for biltrafik, men der skal mere vindstyrke til, før togene ikke kan krydse broerne mellem landsdelene.

Mellem Middelfart og Kauslunde på Fyn er en gren blæst ind i køreledningen, hvilket betyder, at regionaltogene på Vestfyn aflyses og erstattes af busser.

I Gørding mellem Bramming og Vejen er der væltet et træ ud over sporet, og på Fredericia Station er perrontaget blæst af på dele af stationen, og sporene 6-9 er i øjeblikket spærret.

Mellem Tinglev og Padborg er trafikken indstillet i øjeblikket på grund af manglende kørestrøm.

- Vi kan tydeligt mærke, at stormen er trukket ind over landet. Der har været en del meldinger om stormskader, og de er kommet på kort tid, siger Tony Bispeskov.

Ved du noget? Så send os et tip