I det fynske folks tjeneste

DSB frafalder erstatningskrav for Knudshoved

Naturklagenævnet traf mandag som ventet en endelig afgørelse om at de tidligere færgelejer omkring Knudshoved i Nyborg skal fredes. DSB havde bebudet et erstatningskrav på 50 mio. kr, men nu frafalder statsbanerne erstatningskravet.

-

Naturklagenævnet traf mandag som ventet en endelig afgørelse om at de tidligere færgelejer omkring Knudshoved i Nyborg skal fredes. DSB havde bebudet et erstatningskrav på 50 mio. kr, men nu frafalder statsbanerne erstatningskravet.

Allerede 13. maj i år bebudede formanden for Naturklagenævnet, at fredningen af Knudshoved vil blive opretholdt, men først nu har Naturklagenævnet udsendt sin afgørelse skriftligt.

Afgørelsen indebærer blandt andet, at det bliver muligt at bebygge 6000 kvadratmeter af havområdet. Samtidig kan havebasinnerne bruges til aktiviteter som fx sejl- og dykkersport og fiskeri.

De tidligere færgearealer skal nu ryddes for asfalt og beton, og der skal  etableres et beplantningsbælte mod Fyrvej-Slipshavnsvej.

DSB havde oprindelig bebudet et erstatningskrav på 50 mio. kr, hvis området blev fredet, men nu frafalder DSB dette krav.

- DSB er tilfreds med, at denne sag nu endelig har fundet sin afslutning. Det er også tilfredsstillende, at kendelsen både gavner og tager hensyn til naturen og med respekt for dette også skaber mulighed for en økonomisk og realistisk udnyttelse af DSB's arealer i området. DSB ser frem til at arbejde videre med interessenter og investorer i overensstemmelse med den trufne beslutning, skriver DSB?s administrerende direktør, Keld Sengeløv i en pressemeddelse.

DSB vil nu gå i gang med at rydde og beplante området, og samtidig indlede forhandlinger med andre aktører for at lave mulige forretninger på området.