I det fynske folks tjeneste

DSB fyrer fynsk topdirektør

Bestyrelsen fyrer DSB's administrerende direktør, formentlig stærkt tilskyndet af trafikministeren.

DSB's bestyrelse fyrer administrerende direktør Søren Eriksen, som er født i Kerteminde, hvor han nu også har hus. Det bekræfter DSB's bestyrelsesformand, Mogens Granborg, over for Ritzau.

- Ja, det har vi i bestyrelsen besluttet at gøre. Årsagen er nogle revisionspåtegninger i regnskabet med utilfredsstillende formuleringer om samarbejdet mellem DSB og DSB First, siger Mogens Granborg.

Men ifølge Ritzaus oplysninger fik Granborg og de øvrige bestyrelsesmedlemmer vredet armen rundt af trafikminister Hans Christian Schmidt (V), der for enhver pris ville af med Søren Eriksen.

Derfor blev bestyrelsen med kort varsel indkaldt til et møde i ministeriet torsdag. Trafikministeren kan ikke selv afskedige DSB's direktør, og derfor pålagde han tilsyneladende bestyrelsesformanden at føre sværdet.

DSB First ejes af DSB og skotske FirstGroup. Det ny selskab blev stiftet i 2007, og det driver Kystbanen med tog mellem Københavns Lufthavn og Helsingør, samt Öresundstrafiken, der står for togdriften på den svenske side af regionen.

Trafikken på begge sider af Sundet har med jævne mellemrum været plaget af forsinkelser, aflysninger og køreplaner, der ikke hang sammen.

Skiftende trafikministre, senest Hans Christian Schmidt (V), har i stærke vendinger klandret DSB First for, at selskabet ikke gjorde tilstrækkeligt for at løse problemerne.

Fyringen af Søren Eriksen kommer op til, at DSB aflægger regnskab fredag, og den handler om manglende tillid til direktøren. I første omgang var det meningen at præsentere regnskabet torsdag.

Ud over problemerne med Kystbanen og DSB First har Hans Christian Schmidt ved flere andre lejligheder været ude efter statsbanernes øverste ledelse. Det skete blandt andet, da ministeren i efteråret spændte ben for planerne om at lancere mobilselskabet DSB Talk.

Transportminister Hans Christian Schmidt ønskede torsdag aften ikke at kommentere fyringen.