DSB: IC4 bremser lige så godt som andre tog

IC4-togene kan køre med fuld fart gennem løvfaldet i 2014, forventer DSB.

IC4-togene kan sagtens bremse ned fra 180 kilometer i timen, selvom skinnerne er glatte.

Det mener DSB, selvom Trafikstyrelsen har pålagt virksomheden kun at køre 140 kilometer i timen i oktober og november, hvor skinnerne typisk er glatte på grund af løvfald.

Havarikommissionen har fredag offentliggjort en rapport om en hændelse i 2011, hvor et IC4-tog kørte forbi et stopsignal på grund af svigtende bremser.

Kommissionen konkluderer, at IC4-togene har problemer med hjulblokering ved meget glatte skinner, og at dette medfører, at togene mangler information om hastighed, position og tilbagelagt afstand.

Men dette problem er løst, forsikrer Steen Schougaard, som er administrerende direktør for DSB Vedligehold.

- Rent teknisk så er der lavet mange ændringer siden hændelsen i Marslev, som rapporten bygger på, forklarer han til Ritzau.

Han oplyser, at DSB havde ansøgt om tilladelse til at køre med fuld hastighed året rundt, fordi man følerb sig sikker på, at IC4-togene kan bremse - også på glatte skinner.

- Problemerne med manglende informationer som følge af hjulblokering er løst. I dag har man hele tiden oplysninger om, hvor toget befinder sig, også selvom toget skrider.

Spørgsmål: Bremser IC4-toget lige så godt som de andre tog, der kører på de danske skinner?

- Ja. Vi har eftervist, at IC4 bremser mindst lige så godt som øvrige tog efter den norm, som togene er indkøbt til. Men vi har ikke testet det på meget glatte skinner.

Spørgsmål: Men det er jo netop på meget glatte skinner, at IC4 ifølge Havarikommissionen har nogle problemer, man ikke har set hos andre tog?

- De tekniske tiltag, vi har lavet, gør, at vi mener, at det vil vise sig, at de bremser lige så godt som alle andre tog, forklarer Steen Schougaard.

Trafikstyrelsen vil imidlertid have dokumentation for togets bremseevne på glatte skinner, og derfor sætter DSB nu gang i et forsøg. Det betyder samtidig, at selskabet må indrette køreplanen efter en lavere topfart i oktober og november.

- Det kræver en undersøgelse, nogle analyser og derefter en godkendelse, som gør, at vi ikke kan nå det til den kommende løvfaldsperiode, forklarer Steen Schougaard.

I stedet forventer han, at tilladelsen er på plads i starten af det nye år, så togene kan køre med fuld fart i efteråret 2014.

Oversigt

    Oversigt