DSB: Tog mod Fyn og Jylland er forsinket

Togene fra Københavns Hovedbanegård mod Fyn og Jylland er kraftigt forsinket på grund af signalfejl.

Signalfejl og sporarbejde på Københavns Hovedbanegård giver store forsinkelser for togene mod Fyn og Jylland.

Det oplyser DSB tirsdag morgen.

- Vi har nogle udfordringer på Københavns Hovedbanegård med at få togene frem og tilbage på grund af signalfejl og sporarbejde, siger DSB's pressemedarbejder.

- Det gælder alle Intercity-tog - herunder lyntog - mod Fyn og Jylland, som normalt kører med to tog i timen klokken hel og halv.

DSB opfordrer i stedet passagererne til at tage til Høje Taastrup med S-toget, som kører normalt.

- Der er en alvorlig signalfejl omkring hovedbanen, og man ved ikke, hvornår det er genoprettet igen. Vi opfordrer vores kunder til at tage S-toget til Høje Taastrup og skifte der.

- Folk vil opleve pladsmangel. Vi gør togene så lange, som vi overhovedet kan - men der vil blive pres på her til morgen, og det beklager vi selvfølgelig, siger DSB's pressemedarbejder.

Signalproblemerne gælder kun på Københavns Hovedbanegård. Banedanmark har bygget to nye spor mellem Hovedbanen og Ny Ellebjerg, som skal kobles sammen med de gamle spor, forklarer projektchef hos Banedanmark Niels H Andersen.

- I uge 42 skulle vi ændre sikringsanlægget, som styrer sporskifte og signaler. Men i forbindelse med omlægningen i nat har vi konstateret en fejl i sikringsanlægget, som gør, at vi generer driften her til morgen. Og den fejl arbejder vi kraftigt på at udbedre.

Niels H. Andersen tør ikke spå om, hvornår fejlen vil være rettet. Men han lover, at problemerne ikke vil fortsætte hele ugen.

Sporarbejdet på hovedbanen vil fortsætte igennem skolernes efterårsferie fra den 15. til den 19. oktober og ændre på næsten hele togtrafikken til og fra Københavns Hovedbanegård - dog ikke på S-togtrafikken.

Oversigt

    Oversigt