Duer hærger markerne

Store horder af duer hærger de fynske marker. Frilandsgartnere har i flere tilfælde oplevet af deres marker med grøntsager er blevet ædt op af store dueflokke.

Christian Magaard er en af de fynske frilandsgartnere, der er blevet hårdt ramt af dueangreb. Hans kålmark med 40.000 planter ved Årslev er i foråret blevet gnavet helt ned af sultne ringduer eller skovduer, som de også bliver kaldt.

En anden mark med grøntsager på et par hundrede kvadratmeter er helt hakket i stykker.

- Det er noget skidt. Det koster mig mellem 200 og 400.000 kroner om året, at mine afgrøder ikke kan være i fred, siger Christian Maagaard.

Det er en ændring af jagtsæsonen, der radikalt har ændret bestanden af duer. I dag begynder jagtsæsonen først 1. oktober mod 1. september i 2006.

Det har betydet at antallet af duer, der bliver skudt på Fyn, er halveret på fem år.

- Jeg håber, at jagtsæsonen kan blive udvidet igen. Jeg har ikke noget med duer, men der er alt for mange nu, siger Christian Maagaard.

Garnerne har prøvet med både fugleskræmlser og gaskanoner, men det hjælper kun kort tid på de sultne fugle. I følge frilandsgartnerne er problemet særligt stort omkring Odense.

- Jeg tror, at duerne i midtbyen flyver ud til vores marker, når de er sultne, lyder det fra frilandsgartneren.

Oversigt

    Oversigt