Dybro: - Vidner i sager som Roxanas skal hjælpes bedre

Vidner skal hjælpes bedre i sager som sagen om Roxana og hendes 12-årige søn. Rådmand Brian Dybro vil nedsætte gruppe af chefer, der skal løse lignende sager mere smidigt.

Nu skal der bedre hjælp til vidner i sager, hvor borgere stiller op og hjælper myndighederne med at opklare kriminalitet. Det slår beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro (SF) fast. 

Udmeldingen kommer efter sagen om Roxana og hendes 12-årige søn, der var vidne til en skudepisode i Vollsmose. Den sag blev dårligt håndteret af Odense Kommune og Fyns Politi, det erkender beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro, SF.

- Jeg synes, at det har været et rodet forløb, og jeg kunne godt ønske mig, at det havde været anderledes. Jeg kunne godt ønske mig, at der var fundet nogle løsninger langt tidligere, også inden vi politikere skulle have forholdt os til det, siger Brian Dybro.

Ingen praksis

Efter skudepisoden 8. oktober blev Roxanas 12-årige søn afhørt af politiet. Sidenhen blev familien chikaneret og intimideret i det boligområde i Vollsmose, hvor de bor. Men da familien bad kommunen om hjælp til at flytte var svaret, at det kunne kommunen ikke hjælpe med, da familien faldt udenfor lovgivningen og ikke havde krav på en kommunalt anvist bolig. Men det er langt fra godt nok. Fremover skal den type af sager løses bedre, mener rådmand Brian Dybro.

quote Vi har lært rigtig meget af den sag her, for vi har haft et hul, og ikke haft en praksis på området. Men hvis vi får en tilsvarende sag, det håber jeg ikke, at vi gør, så skal vi hjælpe på en helt anden måde.

Brian Dybro (SF), beskæftigelses- og socialrådmand, Odense

- Vi har lært rigtig meget af den sag her, for vi har haft et hul, og ikke haft en praksis på området. Men hvis vi får en tilsvarende sag, det håber jeg ikke, at vi gør, så skal vi hjælpe på en helt anden måde.

Kontaktperson skal hjælpe

Konkret foreslår SF-rådmanden, at der bliver nedsat en gruppe af chefer fra forvaltningerne i Odense Kommune, som i samarbejde med Fyns Politi skal løse lignende sager.

Derudover foreslår Brian Dybro også, at hvis andre borgere kommer i samme situation som Roxana, så skal vedkommende hjælpes ved at få tilknyttet en kontaktperson, der kan hjælpe med at få råd og vejledning hos relevante personer i kommunen.

Efter TV 2/Fyns omtale af Roxanas historie gik Odense Kommune ind i sagen og rettede henvendelse til boligforeningerne i Odense for at høre, om de kunne hjælpe med en bolig til familien. Det kunne de, og dagen efter blev familien tilbudt en bolig.

- Noget af det der er gået galt i sagen her er kommunikationen. En anden gang, og det er noget af det vi har holdt møder om på tværs af forvaltninger, skal der laves et netværk af chefer som på tværs af politi og forvaltninger koordinerer sagen, for der er rigtig mange elementer i sådan et forløb her, slår Brian Dybro fast.

Oversigt

    Oversigt