Ung dykker omkommet efter konkurrence i Storebælt

En ung dykker fra Portugal er død under en konkurrence i Storebælt. Det bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi over for TV 2/Fyn.

Opdateret
Artiklen er klokken 17.03 opdateret med citater fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og information om dykkerens død.

Dykkeren, der kort efter middag søndag forsvandt under en konkurrence i Storebælt, er afgået ved døden. Det bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for TV 2/Fyn. 

Der er tale om en 31-årig mand fra Portugal, der deltog i en international konkurrence i undervandsjagt. Manden forsvandt, da han under et dyk havde hæftet sig af en bøje. 

Forsvaret blev alarmeret klokken 12.41 med informationer om dykkerens forsvinden ved Storebæltsbroen tæt på Sprogø. Flere end 50 dykkere var allerede i vandet, da ulykken sker, så de andre dykkere kunne hjælpe med at finde den forsvundne, fortæller vagthavende officer ved Forsvarets operationscenter til TV 2/Fyn.

Efter at dykkeren forsvandt, blev en redningsaktion sat i gang med deltagelse af Forsvaret, Marinehjemmeværnet og civile skibe i området.

Klokken 13.14 kom en redningsbåd fra Korsør, og senere landede en helikopter under Storebæltsbroen, hvorfra den forulykkede dykker blev fløjet til Rigshospitalet.

Da der er webcameraer under broen, har Forsvaret kunnet følge med derfra under hele operationen. 

- Redningsbåd fra Korsør har fundet en person, som er fløjet til Rigshospitalet med helikopter, skriver Forsvaret på Twitter.

Oversigt

    Oversigt