I det fynske folks tjeneste

Dykkerulykke: Dødsårsagen fundet

Kongeskibet Dannebrog deltog i eftersøgningen af den forulykkede dykker mellem Ærø og Als. Her fotograferet under besøg i Assens. Foto: Anders Høgh

For hurtig opstigning kostede en 21-årig sportsdykker fra Morud livet efter en dykning ved et vrag mellem Ærø og Als i søndags. Det har en obduktion vist.

Obduktionen har fastslået, at dødsårsagen var bristet lungevæv - også kaldet luftblodprop.

Det opstår under for hurtig opstigning, hvis man ikke får åndet ordentligt ud, oplyser kommunikationsrådgiver ved Fyns Politi, Charlotte Nyborg.

Dykkerens udstyr er stadig ved at blive undersøgt. Det vides ikke, hvornår det arbejde er gjort færdigt.

Den 21-årige dykker blev meldt savnet søndag eftermiddag, og en større eftersøgning blev sat i gang med deltagelse af en helikopter, flere fartøjer og dykkerhold koordineret af Kongeskibet Dannebrog.

Kongeskibet havde været på træningstogt i fynske farvande nogle dage og havde netop forladt Assens efter et weekend-ophold der.

Efter fem en halv times eftersøgning blev den 21-årige fundet død af civile dykkere fra dykkerklubben Narhvalen, som deltog i eftersøgningen.

Den 21-årige var tidligere søndag dykket ned til vraget af en tysk motortorpedobåd fra anden verdenskrig på 32 meters dybde sammen med kammerater fra dykkerklubben Narhvalen.

På vej ned gav den 21-årige tegn til kammeraterne om, at han ville stige op, men han dukkede aldrig op til overfladen.

Læs også 21-årig dykker fra Odense fundet død i havet mellem Ærø og Als

Ved du noget? Så send os et tip