I det fynske folks tjeneste

Dyre rendegravere stjålet

En 43-årig mand kunne ikke finde den rendegraver, han betjente fredag aften ved Bauhaus i Odense.

Fredag aften gik en mand rundt og undrede sig over, hvor den gule rendegraver, han brugte ved en byggeplads ved Bauhaus i Odense, var blevet af.

- Han kunne ikke finde den, og han tænkte, at den nok var stjålet, så han ringede til firmaet Marius Pedersen, der ejer rendegraveren, siger vagtchef hos Fyns Politi Jesper Fält.

Rendegraveren er dyr og er udstyret med en gps tracker, så manden kunne se, at rendegraveren befandt sig på en planteskole i Årslev.

Manden kørte til Årslev med et par kammerater og så, at rendegraveren rigtig nok befandt sig der, men han så også to mænd med en sættevogn med ramper, der var parat til at læsse den gule rendegraver og en mere på sættevognen.

På vej til Polen

Manden alarmerede politiet, der kort efter kunne anholde to polske mænd på 32 og 36 år, der formentlig ville skippe de to rendegravere hjem til Polen.

- De har ramper med til hurtigt at læsse rendegraverne op på sættevognen med. Den anden rendegraver har en værdi af 650.000 kroner, så der er tale om tyveri for over en million, siger vagtchefen.

De to polakker sidder lørdag formiddag til afhøring, og de bliver fremstillet i grundlovsforhør klokken 13.

Her fandt politiet to stjålne rendegravere

Vis Rendegravere stjålet på et større kort


Vis Rendegravere stjålet på et større kort

 

Ved du noget? Så send os et tip