I det fynske folks tjeneste

Dyremishandling sætter en stopper for lange transporter

Al transport med dyr i over 24 timer ud af EU stoppes med øjeblikkelig virkning. Det er landbruget, der selv sætter grænser efter afsløringer søndag af en fynsk vognmands svinetransport med uhyggelige mishandlinger.

Mishandling af grise i en dyretransport fra en tidligere episode.

Druknet i afføring

Udsultede smågrise, der er begyndt at æde hinanden. Smågrise, der er druknet i afføring og endelig smågrise, der bliver transporteret flere tusinde kilometer med brækkede ben. DR afslørede søndag en fynsk svinetransport med uhyre mishandlinger.

Det har nu fået landbruget til at sætte en stopper for lange transporter med dyr. Det skriver DR.

Transporter inden for EU har allerede en max grænse på 24 timer, så med den nye beslutning stoppes alle de lange transporter af dyr, som landbruget selv har ansvaret for.

Justitsminister Lene Espersen er klar til straffe vognmændene økonomisk.

- Det her er jo på den anden side af dyremishandling. Det er helt og adeles uforståelig, at mennesker, der lever af at transportere dyr, vil være med til sådan noget der. Vi vil nu overveje at konfiskere hele deres fortjeneste samtidig med, at vi pålægger dem en bøde, siger Lene Espersen til 21 SØNDAG.

Vognmand Peter Ottesen har flere sager på samvittigheden. Han har fået en bøde på 250.000 kr. og 20 dages betinget fængsel for groft uansvarligt behandling af dyr for 32 transporter i 2001. Peter Ottesen har også ifølge Fyens Stiftstidende ikke fået fornyet sin licens i Danmark. Derfor kører han nu på en polsk licens.