Dyrere fjernvarme fra Fynsværket

Fjernvarmekunderne på Fyn kommer til at betale mere for varmen, hvis det står til Fynsværkets ejer Elsam. Elproducenten skal spare, og fyringer alene, redder ikke økonomien.

Elsam skal spare - varmekunderne må betale

Fjernvarmekunderne på Fyn kommer til at betale mere for varmen, hvis det står til Fynsværkets ejer Elsam. Elsam skal spare, og fyringer alene, redder ikke økonomien.

Torsdag meddelte Elsam, at 370 medarbejdere vil blive fyret for at rette op på økonomien. Heraf er der bebudet 52 afskedigelser på Fynsværket. Men det er slet ikke nok til at redde Elsams skrantende økonomi.

"Vi kommer ikke uden om at forlange højere priser af kunderne", lyder den klare udmelding fra Elsams direktør Peter Høstgaard-Jensen til Børsen.

Elsam skal spare 400 millioner kroner inden 2003, og fyringerne henter kun halvdelen af beløbet. Resten skal blandt andet findes ved at hæve priserne på Fjernvarme i de store fynske og jyske byer. Men Elsams udmelding møder modstand blandt politikerne i Odense.

"Vi har en kontrakt med Elsam om levering af fjernvarme indtil 1. januar 2003, og derfor kan Elsam ikke bare hæve prisen", siger Rådmand Søren Møller(K).

Men i kontrakten mellem Elsam og Odense kommune er der åbnet op for forhandlinger om prisen på fjernvarme, hvis Elsam kan dokumentere, at det er blevet dyrere at producere fjernvarme. Og allerede inden den nuværende kontrakt udløber skal Elsam og kommunen forhandle om en ny kontrakt, herunder prisniveauet for fjernvarmen.

Men kommunen vil ikke stiltiende se på, at Elsam hæver fjernvarmepriserne.

"Hvis prisniveauet stiger markant, må Odense kommune sørge for, at Elsam får konkurrence", siger Søren Møller.

Odense kommune har allerede fået en henvendelser fra et svensk kraftværk om at etablere sig på Fyn for at lave varme.

"Vi kan også selv etablere et fjernvarmeværk, så Elsam får konkurrence på prisen", siger rådmanden.

Oversigt

    Oversigt