I det fynske folks tjeneste

Dyrere SFO trods kortere åbningstid

Det kan ikke være rimeligt, at man skal betale mere for mindre. Sådan er budskabet i et åbent brev, som er blevet sendt til to ministre.

Prisen på pasning i SFOen falder ikke, selvom den længere skoledag forkorter tiden i SFO.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) og minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, Manu Sareen (R) har modtaget et åbent brev, der skal henlede opmærksomheden på, at man i Odense Kommune opkræver for meget i betaling for børnepasning i kommunens SFOer.

Selvom man i Odense Kommune allerede er begyndt på den længere skoledag, så er der ikke udsigt til, at prisen på børnepasning i SFOen falder i takt med den kortere SFO-tid.

Tværtimod har Odense Kommune sat prisen op til over 2000 kroner om måneden fra næste år.

Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i FOLA - Forældrenes Landsforening og Heidi Lykke Schultz, formand for Odense ForældreOrganisation er forfatterne til det åbne brev.

- Vi ser på Odense, der jo har tyvstartet den længere skoledag, og her kan vi se, at man ikke har tænkt sig at sænke prisen på SFO, selvom der reelt er kortere pasningstid. Det synes vi er problematisk, og vi frygter, at nogle forældre melder deres børn ud af SFO'en, fordi det bliver for dyrt at få barnet passet, siger Dorthe Boe Danbjørg.

I en rundspørge til kommunerne, foretaget af analyseinstituttet Bureau 2000, svarede 22 kommuner i januar 2014, at de ikke havde planer om at sænke prisen.