Forpremiere: Ebberup tager sig dystert ud i ny serie

Søndag ruller DR-serien "Fred til lands" over tv-skærmene, men i Ebberup, hvor serien foregår, kunne beboerne allerede torsdag se første afsnit.

Ebberup er et dystert sted. 

Byens plageånd Mike terroriserer de andre borgere, og fem af dem planlægger at tage ham af dage i den perfekte forbrydelse. 

Sådan forholder det sig i hvert fald i DR1's nye dramaserie "Fred til lands", der ruller over skærmene søndag aften. 

Allerede torsdag fik borgerne i Ebberup dog lov at se, hvordan deres by tager sig ud i den nye serie, og TV 2/Fyn var med. 

- Det er jo skægt at se, at det er noget helt andet, end som byen egentlig er. Det her med, at der allerede nu her i første afsnit er en meget dyster stemning - sådan er Ebberup ikke, siger Ulla Zinn, der torsdag var med for at se første afsnit til forpremieren i Ebberup Hallerne.

Hun har desuden selv været med i serien som statist.

Største fynske serie

Serien er den største på fynsk grund nogensinde. FilmFyn har støttet den med fem millioner kroner, som er det omtrent det samme beløb filmfonden støttede serien "1864" med. 

"Fred til lands" er fynsk på flere måder. Hele serien foregår i henholdsvis Frøbjerg, Tommerup, Vissenbjerg, Assens og Ebberup.

På rollelisten viser det fynske islæt sig også. Den tæller blandt andet Claus Riis Østergaard, der har spillet på Odense Teater siden 1999, og Morten Hee Andersen, der er vokset op i Nyborg.

Realistisk, og så alligevel

Jan Zinn har ligeledes haft en statistrolle i serien, og var også mødt op til forpremieren. 

- Det er realistisk nok. Det kunne jo godt foregå, sådan som det bliver vist her. Men den opførsel har vi så - heldigvis - ikke i byen her, siger han. 

"Fred til lands" er en psykologisk dramaserie, der er skrevet og skabt af Christian Torpe og Marie Østerbye, som blandt andet har lavet tv-serier som ”Rita” og ”Hjørdis” og den amerikanske Stephen King-filmatisering ”The Mist”. Den er instrueret af Louise Friedberg, der tidligere har instrueret ”Herrens Veje”, ”Borgen”, ”Norskov” og ”House of Cards”.

Ved torsdagens forpremiere var flere af seriens stjerner mødt op, og Marie Østerbye fortalte sammen med FilmFyn-direktør Klaus Hansen og producer Jesper Morthorst om tilblivelsen af serien.

Serien har premiere søndag klokken 8. 

 

Oversigt

    Oversigt