I det fynske folks tjeneste

Efter 23 års kamp: Derfor blev jeg ved og ved

I årevis har Steen Fredsøe været "topfrustreret" og følt sig "dybt uretfærdigt" behandlet. Nu ser det ud til, at Odense får en motocrossbane efter lang kamp.

02:18

Steen Fredsøe har i over 20 år kæmpet for en motocrossbane i Odense, og nu ser det ud til, at hans livsprojekt bliver til noget i Kærby Mose.

I mange år kørte Fyens Motor Sport løb på Højbjergbanen i Odense i meget begrænset omfang, fordi der var modstand mod larmen. For 15 år siden lukkede Odense Kommune banen helt, og det gjorde Steen Fredsøe rasende.

- Jeg følte, det var dybt uretfærdigt. Jeg følte mig krænket over, at man kunne have et areal, og så fra den ene dag til den anden måtte man så ikke være der. Det provokerede mig voldsomt, siger Steen Fredsøe, der siden har fungeret som projektleder for en ny bane i Kærby Mose. 

Læs også Odense til Kerteminde: Drop nu jeres indsigelse

Unge drenge skal kunne køre løb

Lukningen af motocrossbanen førte til adskillige kampe med myndighederne, medierne og modstanderne af motocrossbanen.

- Jeg har været topfrustreret, fortæller Steen Fredsøe, der husker tilbage på de utallige nætter, hvor han har vendt og drejet sig, fordi han ikke har kunnet forstå, hvorfor folk ikke kunne se hans visioner om en motocrossbane.

Et nyt projekt i Kærby Mose i Odense har de seneste år været øverst på ønskelisten - ikke mindst til ære for de unge kørere i Odense.

- Det er vigtigt, at landets tredjestørste by har et tilbud til primært unge drenge om at kunne komme ud og køre noget motorløb. Det har været vigtigt for mig. Det har gjort nogle gode ting for mig igennem mit liv. Den mulighed skal de unge mennesker i Odense også have, forklarer Steen Fredsøe.

Personlig sejr, men...

Da Højbergbanen blev lukket, kørte Steen Fredsøe og en række andre kørere alligevel på banen i trods. Trodsigheden blev dog erstattet af en mere saglig kamp for en ny motocrossbane, og kommunen har nu endelig nikket ja til et anlæg i Kærby Mose.

Det var dybt uretfærdigt. Jeg følte mig krænket.

Steen Fredsøe

Netop på grund af den lange kampe vil Steen Fredsøe godt lige se banen bygget færdigt, før han jubler alt for meget.

- Det er en personlig sejr for mig at være nået hertil. Omvendt vil jeg også sige, at jeg har kørt motorløb i rigtig mange år, og jeg tror ikke på noget, før det ternede flag har været ude, understreger Steen Fredsøe.