Efter 25 år: Lærer fyret på grund af tre måneders sygdom

Efter at have været ansat i 25 år på den samme skole i Svendborg, fik en 59-årig lærer sidste år en fyreseddel, da han havde været syg i tre måneder.

En 59-årig mandlig folkeskolelærer blev i 2015 fyret fra sit job på en skole i Svendborg efter han havde været sygemeldt i tre måneder med en depression.

Læreren havde haft jobbet siden 1990 og havde kun sjældent været syg. Derfor endte fyringen med en afskedigelsessag og en dom fra Højesteret, der tilkendte læreren 125.000 kroner for uretmæssig fyring.

Det skriver folkeskolen.dk.

- Vi oplever, at kommunerne går hurtigere ud med afskedigelse på grund af sygdom - også når den ansatte har lang anciennitet, siger konsulent i Danmarks Lærerforening, Søren Fussing, til folkeskolen.dk.

Han glæder sig over, at afskedigelsesnævnet ved dommen gjorde det klart, at man ikke uden videre kan afskedige ansatte med høj anciennitet efter få måneders sygdom.

Læreren opsøgte i begyndelsen af sidste skoleår sin læge med stresslignende symptomer, efter han gennem længere tid havde oplevet problemer i en særligt vanskelig klasse.

Problemerne førte til kritik fra skolelederen, der igen førte til en sygemelding og påbegyndt medicinsk behandling for depression hos læreren. 

Efter at læreren overfor skolelederen ikke var i stand til at give et klart svar på, hvornår han kom tilbage, indledte skolen en afskedigelsessag mod læreren.

En sag der altså endte helt i Højestreret.

- Jeg finder imidlertid, at hans sygefravær ikke ved afskedigelsen havde haft et sådant omfang, at en afskedigelse af ham var rimeligt begrundet i hensynet til skolens drift, siger opmanden i afskedigelsesnævnet i sin afgørelse ifølge folkeskolen.dk.

Læreren får derfor 125.000 kroner for uberettiget fyring.

Oversigt

    Oversigt