Efter årets koldeste nat: Nyt livreddertårn i Svendborg

Når børn og voksne til sommer kaster sig i bølgerne ved Christiansminde Strand i Svendborg, vil der blive holdt godt øje med dem.

Selv om det lige nu er bidende koldt, ser de i Svendborg allerede nu frem mod sommeren.

TrygFonden og Svendborg Kommune har netop indgået et samarbejde om en ny livredderordning på Christiansminde Strand. Det betyder, at specialuddannede livreddere fra TrygFonden Kystlivredning fremover vil skabe tryghed på stranden i højsæsonen.

I Svendborg Kommune glæder man sig til at byde de nye livredderne velkommen til byen.

- Vi har fået en rigtig god aftale med TrygFonden. Vi får livreddere på Christiansminde Strand hver dag fra kl. 11 til kl. 19 i hele sommerferien fra den 20. juni til den 13. august 2016. Så hvis blot vejrguderne er med os, er der lagt op til en masse sjove og sikre timer i vandet for byens børn, unge og voksne, udtaler Birger Jensen, Formand for Miljø, Klima og Trafikudvalget, Svendborg Kommune.

I TrygFonden glæder man sig også til samarbejdet.

 - Vores livreddere er i fuld gang med at forberede sig på sommerens udfordringer og ser frem til at skabe trygge rammer for strandens gæster, siger programchef René Højer fra TrygFonden.

Op til sæsonstart vil TrygFondens rød- og hvidstribede livreddertårn blive sat op. Tårnet skal fungere som livreddernes arbejdsplads og vil indeholde alt det livsvigtige udstyr, som livredderne har brug for – herunder rescueboard, hjertestarter og andet førstehjælpsudstyr.

Udover decideret livreddende indsatser vil livredderne også kunne hjælpe med almindelig førstehjælp og viden om forebyggelse af drukneulykker.

Oversigt

    Oversigt