I det fynske folks tjeneste

Efter brand: HJ Hansen reducerer jernlagre

Genindvendingsvirksomheden HJ Hansen vil nu ændre på deres oplagring af jernaffald efter branden onsdag aften, der førte til en beredskabsmeddelelse i Odense.

Branden opstod i en bunke jernaffald kort efter klokken 21 onsdag aften, og selvom brandvæsnet var fremme i løbet af 10 minutter udviklede branden kraftig røg som blæste ind over Søhus. Derfor blev der udsendt en beredskabsmeddelelse om, at alle borgere i Søhus skulle holde sig inden for.

- Branden er selvantændt, og det oplever vi utrolig sjældent. Heldigvis kom ingen til skade og der ikke sket materielle skader, fortæller produktionsdirektør Erling Møller hos HJ Hansen.

Affaldet bestod af gammmelt jern fra blandt andet biler, og derfor blev der for en sikkerhedsskyld udsendt en beredskabsmeddelelse, da røgen kunne være sundhedsskadelig. Ved midnatstid var branden slukket og beredskabsmeddelelsen ophævet.

- vi skal nu have lavet en opsamling og analyseret, hvordan det kunne ske. Men jeg er sikker på at vi vil ændre på vores oplagringsmetoder, så vi fremover opbevare jernaffald i mindre lagre på Odense Havn. Men jeg kan ikke garantere, at vi helt kan undgå disse selvantændte brande i fremtiden, siger Erling Møller.

Ved du noget? Så send os et tip