Efter dødsulykke: Bilist fængslet for uagtsomt manddrab

En 42-årig bilist forsvandt efter en ulykke torsdag, men meldte sig herefter selv. Test viste, at han var påvirket. Der lå flere hundrede tusind kroner i sigtedes bil.

En 42-årig bilist fra Svendborg sigtes for uagtsomt manddrab, spirituskørsel og for at forlade et ulykkessted efter en dødsulykke sent torsdag aften.

I ulykken mistede en 41-årig motorcyklist livet på Fynske Motorvej nær Odense.

Specialanklager Klaus Holten Kristensen fra Fyns Politi fortæller til TV 2/Fyn, at manden ved grundlovsforhøret i Retten i Odense fredag eftermiddag erkendte, at han var en del af ulykken, men nægtede at der var spiritus involveret.

En alkometertest viste torsdag aften, at manden havde en promille på 1,44, da han selv mødte op på politigården i Odense. Der blev også udtaget en blodprøve, hvorfra man venter på resultatet.

Manden forklarede, at hans promille var af den kaliber, fordi han efter ulykken var gået hen til en ven, og i hans garage havde drukket øl og spiritus, mens han ventede på at vennen skulle dukke op.

Vennen har forklaret, at han ikke har øl eller spiritus i garagen. Og har desuden fortalt, at sigtede fik et glas vand.

I grundlovsforhøret blev den 42-årige varetægtsfængslet frem til 31. maj. Dommeren henviser til folks retsfølelse som begrundelse for afgørelsen, oplyser Klaus Holten Kristensen.

"Ting og sager fløj gennem luften"

Ulykken skete torsdag klokken 21.50 mellem afkørsel 49 og 50 nær Odense i østgående retning.

Flere vidner har til politiet fortalt, at den 42-årige kort før ulykken overhalede flere biler og en autotransporter i høj fart. 

En bilist har desuden fortalt politiet, at hun blev overhalet af en personbil, som derefter også overhalede autotransporteren. Sekunder efter skete ulykken så bilisten "ting og sager flyve gennem luften lige foran autotransporteren", har Fyns Politi oplyst.

Politiet mener, at motorcyklisten blev påkørt bagfra af den 42-årige. Motorcyklisten mistede som følge af påkørslen herredømmet over motorcyklen og ramte autoværnet.

Masser af kontanter i bilen

Som i kuriosum på historien fandt Fyns Politi ved en gennemsøgning af den sigtedes bil ikke mindre end 390.000 norske kroner i kontanter, fortæller Klaus Holten Kristensen.

Den 42-årige erkender, at kende til de mange penge, men vil ikke fortælle, hvem de tilhører.

- Dukker der ikke en ejermand op, så vil pengene tilfalde statskassen, siger Klaus Holten Kristensen.

Oversigt

    Oversigt