I det fynske folks tjeneste

Efter fem års tilløb - Her er det gyldne hus

Der er store forventninger til bygningen, der er blevet kaldt Odenses nye forsamlingshus. Borgernes Hus skal være mere end bare bøger og pasfornyelse.

Foto: Odense Kommune / Hamid Aminrezai

Hvis solen falder rigtigt, kan man næsten blive helt blændet af at betragte den gyldne bygning på Østre Stationsvej i Odense.

10.000 kvadratmeter af banegårdscenteret er blevet bygget om og skal nu fungere som en slags moderne bofællesskab for organisationer. Det er ikke bare et bibliotek, der er blevet bygget om. Her skal hovedbiblioteket tage imod borgerne side om side med musikbiblioteket, borgerservice, Center for Civilsamfund og Frivilligcenter Odense.

- Da vi vedtog Borgernes Hus, havde vi store ambitioner om et hus med plads til læring, formidling og oplevelser. Vi ville skabe et moderne forsamlingshus, som vi besøger, fordi vi har lyst til det. Den ambition tror jeg, at vi er lykkedes med. Borgernes Hus er ikke alene flot og spændende at besøge - det er også et hus, som vil være i konstant udvikling, og som brugerne kommer til at sætte deres præg på, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Ombygningen har kostet 40 millioner kroner, hvoraf husets ejer, ATP, har betalt 25 millioner. Byrådet har bevilget resten.

Borgernes Hus i Odense er en del Banegårdscenteret, men har fået egen indgang fra Østre Stationsvej. Foto: Odense Kommune / Hamid Aminrezai

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen har også store aktier i Borgernes Hus, som rådmand Steen Møller er en af idémændene bag. Han glæder sig til at opleve stemningen, når brugerne fylder huset:
 
- Borgernes Hus har været på en lang rejse fra idé til virkelighed, og jeg har været med hele vejen først som by- og kulturrådmand og nu rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen. Derfor bliver det rigtig dejligt at se, at der kommer liv i de nye, flotte rammer, der rummer en bred vifte af tilbud til byens borgere og samtidig giver dem én samlet indgang til kommunen, siger han.

Foreninger skal bruge huset

Det skal ifølge planerne være en helt naturlig ting, at borgere og foreningsmedlemmer myldrer ind og ud af huset. Man kan nemlig låne eller leje lokaler hos Frivilligcenter Odense til foreningsmøder, eller man kan som forening eller frivillig få rådgivning og sparring hos Center for Civilsamfund til de udfordringer, man står med.

Læs også Fremtidens forsamlingshus tager form

Åbningsweekenden bliver fejret med brunsviger, musik, taler, foredrag og rundvisninger. Alt sammen for at vise de mange muligheder i huset, der er skabt med fleksibilitet for øje. Huset spreder sig over fem etager og skal kunne tilpasse sig brugernes behov med mange fleksible områder.

- Jeg håber, at folk kan se, at åbningsprogrammet afspejler Borgernes Hus. Odense får et helt unikt hus med flere muligheder og nye samarbejdspartnere, og det bliver odenseanernes nye indgang til inspiration, viden, frivillighed, foreningsliv og medborgerskab, hvad enten det findes i en bog eller i et aktivt liv. At huset er for alle og det, vi kan sammen, siger bibliotekschef Kent Skov Andreasen.

Programmet for åbningsweekenden kan ses på husets hjemmeside.

TV 2/FYN går på en længere opdagelsestur i huset mandag d. 27. november kl. 17.30 i programmet Fyn Live.