Efter kold weekend: Vådt vejr vender tilbage

Regnbygerne og oktober-blæsten sparker en våd men mild efterårsuge i gang. Halvkedelig weekend i vente.

Væk med nattefrosten, men velkommen til våde skyer og ruskende blæsevejr.

Efter en periode med en snert af vinter med både frostgrader og sæsonens første snebyger vender vejret tilbage til den grå efterårsrille.

- Vi skal igennem et vejrskifte nu. Det bliver mere ustadigt, men også mildere. Prisen, vi må betale, er perioder med skyer, regn og blæst, lyder det fra DMI's vagtchef Michael Skelbæk.

Gråvejret begynder allerede mandag. I de tidlige morgentimer drypper det så småt på Fyn og flere steder i Jylland, og i løbet af dagen spreder regnvejret sig til resten af landet.

Blæsevejret bliver også kraftigere i løbet af dagen. Selvom der er langt til de samme vindstød, som orkanen Sandy i øjeblikket kaster af sig langs USA's østkyst, så blæser det også op herhjemme.

- Det bliver en jævn til hård vind fra syd. Ude ved kysterne kan det blive op til kuling med nogle relativt kraftige vindstød, så det er noget af et vejrskifte, vi skal igennem i dag, lyder det fra DMI's meteorolog.

Mens bornholmerne stadig vil mærke lidt til regnbygerne tirsdag, klarer det op de fleste andre steder i landet. Temperaturerne kommer til at ligge mellem fem og 10 grader i dagtimerne.

- Det bliver en ganske pæn dag med enkelte byger fortrinsvis i Jylland. Og så bliver det noget svagere vinde, end vi får mandag. Tirsdag bliver i virkeligheden nok den pæneste dag i ugen, fortæller Michael Skelbæk.

For allerede onsdag vender gråvejret tilbage og hænger ved i begyndelsen af november måned. Især torsdag vælter det ned med regn flere steder.

- Det bliver en våd dag, og det rammer bredt i hele landet, siger Michael Skelbæk.

- Fredag går hen og bliver en mellemdag med lidt eller nogen sol og ikke så meget vind. Men allerede lørdag går det helt galt. Der kommer et lavtryk op til os med regn og rusk, så det bliver en halvkedelig lørdag i en noget ustadig weekend, tilføjer han.

Oversigt

    Oversigt