Efter lang flirt: Kæmpeskoler bliver lagt sammen

University College Lillebælt og Erhvervsakademiet Lillebælt meddelte onsdag, at de to uddannelsessteder slår pjalterne sammen.

Med sammenlægningen af University College Lillebælt og Erhvervsakademiet Lillebælt får Region Syddanmark en ny stor uddannelsesinstitution med cirka 11.000 studerende og 41 uddannelser. 

Dermed bliver det regionens næststørste uddannelsesinstitution efter Syddansk Universitet.

Sammensmeltningen effektueres i 2018. Og de fusionerende bestyrelsesformænd tror på en enhed med ny dynamik og fortsat nærhed:

- Vi tror blandt andet, at vi er i stand til at skabe nogle nye uddannelser. Det er to institutioner der hver har deres kompetencer, så vi kan lave nye uddannelser, hvor vi bruger styrkerne fra hver af de to institutioner, siger Poul Erik Madsen, bestyrelsesformand for University College Lillebælt.

Han tilføjer, at den nye uddannelses-kæmpe vil være i stand til, at hente erfaringer fra begge organisationer:

- Så vi tror jo klart, at det her bliver til en fordel for de studerende fremover, siger Poul Erik Madsen.

Hans kollega hos Erhvervsakademiet Lillbælt, bestyrelsesformand Peter Zinck, ser også fordelene:

- Vi mener, vi har så meget til fælles i vores praksisnærhed omkring de videregående uddannelser, at vi vil styrke hinanden.

Ifølge Peter Zinck har de to bestyrelser i fusions-processen været på forkant med, om sammensmeltningen vil skabe en uddannelsesinstitution i overstørrelse og med for langt mellem administration og ledelse og de studerende.

Og det vil det ikke. Det står i aftalen, siger han til TV 2/Fyn:

- Det er skrevet ind. Det vil vi holde fast i. Og i øvrigt skal det siges, at når det bliver så stor en organisation med så forskellige uddannelser, så kan det slet ikke lade sig gøre at styre det hele omkring ét rektorat. Det giver ingen mening. Det er centralt for os, at det bliver med en høj grad af nærhed, siger Peter Zinck.

1.000 ansatte og 800 millioner i omsætning

Erhvervsakademiet Lillebælt udbyder i dag 32 erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, samt en lang række efteruddannelser på akademi- og diplomniveau.

University College Lillebælt udbyder ni professionsbacheloruddannelser.

Den nye institution kommer til at rumme 1.000 medarbejdere og får en årlig omsætning på cirka 800 millioner kroner.

EAL og UCL har begge campusser i Odense og Vejle. Derudover har UCL campusser i Svendborg og Jelling.

Oversigt

    Oversigt