Efter lockout: Opsparede penge bliver på skolerne

Landets største kommuner vil lade skolerne beholde de penge, som kommunerne har sparet under lockout.

Skolerne i Københavns, Aarhus og Odense Kommune får lov at beholde de penge, som kommunerne har sparet på lønninger til lærerne under den fire uger lange lockout.

Det fortæller de ansvarlige politikere i de tre kommuner til Ritzau.

- Vi har besluttet, at pengene skal blive ude på skolerne. Så vi ændrer ikke i deres budgetter, siger Københavns børne- og ungeborgmester, Anne Vang (S).

De københavnske politikere har vedtaget, at pengene primært skal gå til at få indhentet den undervisning, som eleverne er gået glip af under lockouten, oplyser borgmesteren.

- Det er vigtigt, at eleverne får indhentet det tabte. For de yngste elever er det ikke så presserende, fordi de har flere år til det. Men for de ældste elever er det en stor udfordring, siger Anne Vang.

Kommunerne har ifølge fagorganisationen FTF sparet omkring 1,3 milliarder kroner i lønninger, mens lærerne er blevet forhindret i at arbejde.

Men selvom pengene juridisk set ikke er øremærket skoleområdet, så har politikerne i de tre kommuner altså ikke tænkt sig at bruge løs på renovering af kloakker og veje.

I Aarhus Kommune ligger det dog endnu ikke helt fast, om pengene skal bruges på skoleområdet.

Men ifølge børne og unge-rådmand Kristian Würtz (S) har også Aarhus en særlig udfordring i at sikre eleverne den undervisning, de har krav på.

Det kan imidlertid også komme på tale at bruge pengene på nødvendige ombygninger, hvis lærere og elever får længere arbejds- og skoledage efter den kommende folkeskolereform.

- Uanset hvad, så skal pengene efter min mening bruges på skolerne igen, siger Kristian Würtz.

I Odense Kommune har skolerne ikke efterslæb i undervisningen. Derfor kan det også her komme på tale at bruge pengene på for eksempel ombygninger.

- Min holdning er, at pengene er sparet på folkeskolens kerneydelser, og derfor skal pengene også tilbage til skolerne. Men jeg har ikke besluttet, hvad, jeg mener, pengene konkret skal bruges på, siger rådmand Brian Dybro (SF) og tilføjer:

- Men de skal bruges på folkeskolen og ikke kollektiv trafik eller andet.

Oversigt

    Oversigt