Efter vred minister på TV2/Fyn: Nu får Benjamin ugentlige fridage

Svært autistiske Benjamin får nu alligevel flere ugentlige fridage. Faaborg-Midtfyn Kommune har ellers tidligere afvist lægers anbefalinger. Det sker efter massiv omtale på TV 2/Fyn.

Fredag har Faaborg-Midtfyn Kommune indvilliget i at give otteårige Benjamin fri fra skole, lige så mange dage om ugen, som hans forældre vurderer, han har behov for.

Benjamin lider af infantil autisme og har store udfordringer ved skiftet mellem hjem og skole. Den psykiske overbelastning har resulteret i, at han er bange for at lægge sig til at sove om aftenen, har mavesmerter, diarré og daglige grådanfald.

Børne- og socialminister, Mai Mercado (K), fortalte torsdag til TV 2/Fyn, hvor berørt hun bliver over sager som Benjamins. 

- Jeg synes, det er helt indlysende, at kommunen må kigge indad, og politikerne må også involvere sig i, om det er det her, de vil stå på mål for. Er det den her service, de vil levere til borgere med børn, der har infantil autisme, spurgte hun. 

Dagen efter, fredag morgen, blev familien indkaldt til møde med kommunen.

Det var på dette møde, kommunen valgte at imødekomme familien med en midlertidig ordning om nedsat skoletid til Benjamin. En ordning, som ifølge kommunen, skal fungere indtil, Ankestyrelsen træffer afgørelse om fire måneder. 

Anbefalet af læger

Både Benjamins forældre og læger har anbefalet, at han får en til to fridage om ugen.

Faaborg-Midtfyn Kommune har tidligere afvist, at bevillige en ugentlig fridag. Begrundelsen lød, at kommunen afventede Ankestyrelsens afgørelse til december.

Nedenfor kan du se hele interviewet med minister Mai Mercado: 

 

Oversigt

    Oversigt