Efter ministerrøffel: Middelfart inviterer Troels Lund Poulsen til forsoning

Middelfarts borgmester afviser, at kommunen ikke følger ministeriets retningslinjer, når borgere bliver sendt i ressourceforløb.Det til trods for, at kommunen har sendt syg kvinde i fem arbejdsprøvninger.

Steen Dahlstrøms invitation kommer efter, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen torsdag på TV 2/FYN indkaldte borgmesteren til et møde. Ministeren kritiserede, at formanden for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget, Morten Weiss (K) i onsdags gav udtryk for, at kommunen ikke gav meget for ministerens skrivelser. 

- Det er meget nemt som minister at lægge afstand til en lovgivning, som man selv har været en del af. Det giver jeg ikke meget for, lød det blandt andet fra Morten Weiss.

Finke af panden
Denne udtalelse kaldte Troels Lund Poulsen for "en ualmindelig trist kommentar", og han håbede, at der var røget en finke af panden på udvalgsformanden. Samtidig indkaldte han Middelfarts borgmester til et møde for at sikre sig, at kommunen overholder ministeriets retningslinjer i sager om ressourceforløb.

Sagen drejer sig om den 56-årige Lone Nielsen, der fem gange er sendt i arbejdsprøvninger af Middelfart Kommune, selvom læger vurderer, at hun er for syg til flere arbejdsprøvninger. 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har tidligere på foråret sendt en skrivelse til landets kommuner, hvor han indskærper, at ressourceforløb for syge borgere skal give mening og ikke må forværre helbredstilstanden hos borgerne.

quote Kommunens ansatte har læst skrivelsen fra ministeriet meget grundigt igennem og konstateret, at Middelfart Kommunens praksis ligger inden for rammerne, der bliver beskrevet i skrivelsen. 

Steen Dahlstrøm, borgmester, Middelfart

Men selvom Lone Nielsen nu er på vej ud i sin sjette arbejdsprøvning, fastholder borgmester Steen Dahlstrøm, at Middelfart Kommune overholder lovgivningen og følger skrivelserne fra ministeriet. 

Overholder regler i praksis
I et åbent brev til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen skriver borgmester Steen Dahlstrøm (S) nu, at kommunens ansatte har læst skrivelsen fra ministeriet meget grundigt igennem og konstateret, at Middelfart Kommunens praksis ligger inden for rammerne, der bliver beskrevet i skrivelsen. 

Middelfart Kommune inviterer derfor ministeren til Middelfart, så parterne i fællesskab kan drøfte, hvordan ressourceforløb for svage borgere bedst bliver udnyttet.

Oversigt

    Oversigt