Efter overgreb: Skuespillere skal vise børneattest

Reglerne for idrætsklubber og teatre skal skærpes, mener politikere. Fremover skal også skuespillere tjekkes.

En grov sag fra Nyborg, hvor to mænd på 21 år og 31 år er anklaget for misbrug af otte børn i det lokale teatermiljø, får nu et flertal uden om regeringen til at kræve en opstramning af reglerne for børneattester.

Det skriver Metroxpress.

Hidtil har man ifølge Rigspolitiet og Kulturministeriets vejledning kun skullet undersøge, om instruktører tidligere er dømt for overgreb mod børn. Men skuespillere skulle intet vise.

Sådan har tre fynske foreninger - Teatergruppen Fidus, Nyborg Voldspil og Fjordager Idrætsforening i Odense - tolket reglerne.

Anmærkning i børneattest

Den 31-årige har optrådt adskillige gange på Nyborg Voldspil og var i en periode også engageret i teaterforeningen Fidus. Det er sket, selv om han har en anmærkning i sin børneattest fra en tidligere sag.

Den 21-årige var også aktiv på Nyborg Voldspil.

- Vi indhenter børneattester på instruktører og ledere i hele vores flerstrengede forening. Der skal ikke indhentes børneattester for medlemmer, der kommer i en forening for at dyrke deres aktivitet, siger Louise Elkrog, der er hovedformand i Fjordager Idrætsforening.

Nyborg Voldspil vil nu undersøge, om foreningen juridisk kan tjekke alle i deres forestillinger.

Politikere vil stramme op

Et flertal uden om regeringen er nu klar til at stramme reglerne for børneattester i teatre og idrætsklubber.

- Jeg vil øjeblikkelig spørge ministeren, om han vil stramme reglerne, siger børneordfører Pernille Bendixen (DF) til Metroxpress.

Kulturordfører Mogens Jensen fra Socialdemokraterne er også villig til at stramme reglerne.

- Det lyder som en forfærdelig sag. Vi må se på, om regelsættet skal strammes - og om der skal tjekkes flere, siger han til avisen.

Også Enhedslistens Peder Hvelplund melder sig klar til at stramme reglerne.

Dom i oktober

Overgrebene, som fandt sted i perioden mellem 2009 og 2015, har efter alt at dømme ikke fundet sted under teater-aktiviteterne. Det fremgår i hvert fald ikke af det anonymiserede anklageskrift.

De to mænd, der privat danner par, er tiltalt for at true drengene til alle former for sex - også analt samleje.

Retssagen begynder i dag, tirsdag. Der er afsat fem retsdage og dommen ventes afsagt 4. oktober.

Oversigt

    Oversigt