I det fynske folks tjeneste

Efter porno-sag: To drenge stopper på privatskole

To drenge stopper på Strandmølleskolen i Assens, efter skolens leder i november gennemgik deres søgehistorikken på deres private computere.

Som en direkte konsekvens af sagen fra november måned, hvor skolelederen på Strandmølleskolen i Assens gennemsøgte private computeres søgehistorik for at finde ud af, om i alt ni elever havde set porno i skoletiden, har to af eleverne nu besluttet at stoppe på skolen. Det skriver DR Fyn.

De to drenges forældre har tage beslutningen om at melde de to elever ud efter måneders uenighed med skolens ledelse.

- Vi er kommet styrket ud af det. Vi har kæmpet for nogle værdier som familie, siger Lars Knudsen, der er far til en af de to elever, til DR Fyn.

Forældrene til de to elever mener, at gennemsøgningen af de private computere er en krænkelse af elevernes privatliv og overtrædelse af persondataloven.

De to drenge har sidste dag på skolen i dag fredag, som også er sidste frist for skolens ledelse for at svare på det tilsyn, som Undervisningsministeriet har indledt af skolen i kølvandet på sagen samt den såkaldte nissehuesag, hvor skolens omtalte leder klædte to drenge af til undertøjet og truede med at klippe tissemanden af dem, fordi de ikke havde nissehuer på i december måned.

Overfor DR Fyn slår Lars Knudsen fast, at de klager over skolens fremgangsmåde, som han og andre forældre har sendt til Undervisningsministeriet, Datatilsynet og Folketingets Ombudsmand, ikke vil blive trukket tilbage.

Skolelederen fandt i øvrigt ikke spor af porno på de gennemsøgte computere.

Ved du noget? Så send os et tip