Efter samråd: Transportminister fastholder nej til PostNord-løb på Storebælt

Cykelløbet Danmark Rundt får ikke lov at køre over Storebæltsbroen. Tour de France er noget andet, mener Ole Birk Olesen.

I Nyborg havde byrådet håbet at byen kunne være startsted for 4. etape af cykelløbet PostNord Danmark Rundt med passage af Storebæltsbroen i 2019.

Men det sagde transportminister Ole Birk Olesen (LA) nej til i november, selv om pengene var afsat af både Sport Event Fyn og økonomiudvalget i Nyborg Kommune.

Nu har ministeren gentaget sit nej på et samråd indkaldt af Jan Johansen, folketingsmedlem for Socialdemokratiet.

- Sund & Bælt har oplyst, at der på den planlagte dag i august 2019 fra klokken 13.00 til klokken 14.00 forventes at passere omkring 1.440 køretøjer i østgående retning på broen. Der er således tale om en travl dag med en del særlig international ferietrafik. Med den forventede trafikbelastning på dagen er der risiko for, at trafikken bliver så tæt, at den vil gå i stå med væsentlig større forsinkelser til følge, siger Ole Birk Olesen.

Han henviser til, at det har været tilfældigheder, der har afgjort, om det går godt, eller om der opstår trafikale problemer, når der afholdes sportsbegivenheder på broen.

- Det så vi på Storebæltsbroen i 2012 og 2014 samt ved Lillebælt Halvmarathon i maj 2017, hvor der opstod timelange køer. Den risiko mener jeg ikke at vi kan være bekendt at tage over for de mange bilister, der skal krydse Storebæltsbroen. Derfor mener jeg ikke, at Storebæltsforbindelsen skal indgå som etape i cykelløbet PostNord Danmark Rundt, lyder det i svaret til Jan Johansen.

Ole Birk Olesen slår fast, at udgangspunktet er et nej til løb på Storebæltsforbindelsen, medmindre, man har at gøre med en meget stor international begivenhed.

- Det kunne være en start i Danmark af Tour de France, siger Ole Birk Olsen.

- Men tænk, hvis man skal besøge sin mor på hospitalet, som ligger med alvorlig sygdom og måske skal dø; tænk, hvis man skal til en begravelse; tænk, hvis man skal til en vigtig jobsamtale; tænk, hvis man skal nå et fly på en vigtig rejse, og det så ikke kan lade sig gøre, fordi hr. Jan Johansen har besluttet, at der det eneste sted, man kan komme fra Fyn til Sjælland, skal være et motionsløb. Jeg vil ikke tage ansvaret for den beslutning. Det må hr. Jan Johansen gøre, hvis han en dag bliver transportminister, lyder samrådssvaret til Jan Johansen.

Oversigt

    Oversigt