Optimisme hos landmændene: Efter sidste års tørke er der kun en ting, der kan ødelægge årets høst

Tørken fra sidste år er næppe glemt. Særligt landmændene har ikke glemt den, og årets høst ser da også ud til med garanti at blive bedre. Kun regn kan ødelægge den.

Der er optimisme at spore blandt landmændene på Fyn. Tørken sidste år har ikke lavet et comeback, og som det ser ud nu, er det kun regn der kan ødelægge årets høst i august. 

De fleste kan nok stadigvæk huske sidste års tørke, hvor både sankt hans og fynboernes grillvaner blev udfordret af afbrændingsforbuddet. Men særligt landmændende har været spændte på, hvilken sommer det ville blive i år. 

Søren Kok, der er deltidslandmand i Harndrup, er i hvert fald optimistisk og glæder sig til at høste.

- Det er jo sådan set årets sjove tid, hvor vi får resultatet af det, vi har gået og lavet tidligere på året, siger Søren Kok.

Også tørke i år

Sidste års høst fik i den daværende regering Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne til at gå sammen om at lave en hjælpepakke til landbruget, fordi der var så mange landmænd, der led under tørken. Det blev det største høsttab i 100 år, og tørken endte med at koste landrbuget seks milliarder kroner. 

Selvom høsten først lige er startet, så er forventningerne til årets høst på hele Fyn langt højere, sammenlignet med sidste år, hvis man spørger planteavlskonsulent Hanne Pontoppidan. 

- Det ser rigtig fint ud i år. For vinterhvedens vedkommende, er det det gode efterår, og får vårhveden, at vi kom tidligere igang i år. Vi har faktisk haft tørke tidligere i år, end vi havde sidste år, men den kondition, afgrøderne gik ind i tørken med, var væsentlig bedre, siger Hanne Pontoppidan. 

Garanti for en bedre høst

De bedre betingelser for afgrøderne kan også mærkes hos landmændene.

- Det er jo altid dejligt, når der er noget der lykkes. Det er sjovere, end når det går den modsatte vej, siger Søren Kok.

Det eneste, der kan ødelægge Søren Koks optimisme, er en ordentlig omgang med vand. 

- Så længe kornet står ude på marken, så er det ikke noget som helst ved. Det er først, når det hele er høstet og i hus, at der er noget. Medmindre høsten bliver ødelagt af regn i august måned, så får vi med garanti en bedre høst end sidste år, siger Søren Kok. 
 

 

Oversigt

    Oversigt