Efter trafikdrab, der ikke burde kunne ske: - Vi kigger på krydset

Torsdag formiddag døde den 18-årige Josephine Alexandra Smith i krydset Svendborgvej/Drejebænken. Nu vil kommunen undersøge, hvordan krydset kan blive mere trygt for cyklister.

Odense Kommune vil igen kigge på lyskrydset ved Svendborgvej/Drejebænken.

Det sker efter torsdagens trafikdrab, der i teorien ikke burde kunne ske. Her blev den 18-årige gymnasieelev Josephine Alexandra Smith påkørt og dræbt af en lastbil i en højresvingsulykke.

- Det er klart, at når der sker sådan en ulykke, går vi ud og kigger på krydset med både Ulykkesgruppen på OUH og politiet. Vi var derude allerede torsdag eftermiddag med politiet og se, om der er et eller andet omkring udsynet eller andet ved krydset, som vi kan gøre bedre, fortæller Rasmus Bach Mandø fra kommunens afdeling for 

trafiksikkerhed.

Lyskrydset er i forvejen konstrueret sådan, at bilisternes stoplinje er trukket fem meter længere tilbage end cyklisternes. Samtidig får cyklisterne grønt, mens bilisterne fortsat har rødt. Derfor burde ulykken ikke kunne ske.

Fire sekunder

TV 2/Fyn kunne fredag vise, at cyklister har helt ned til fire sekunder til at komme ud i krydset. Derefter begynder bilerne bag dem at køre. Afhængigt af, hvor mange cyklister der holder i kø, tilpasses grønt-tiden i krydset, således at der kan være grønt i op til tolv sekunder. 

Fire sekunder - så skifter lyssignalet igen til rødt for cyklisterne.
Fotograf: Thomas Larsen-Bjerre

Flere har siden ulykken dog gjort kommunen opmærksom på, at lyskrydset trods sikkerhedsforanstaltningerne stadig er et utrygt kryds at passere.

Derfor vil kommunen overveje, om grønt-tiden for cyklisterne skal forlænges. 

- Hvis krydset er sikkert, men føles utrygt, kan vi justere på tiderne, sådan at cyklisterne får en tryg oplevelse ved at køre gennem krydset. For én ting er, at et kryds skal være sikkert, men det skal også være trygt at færdes i, fortæller Rasmus Bach Mandø.

Ifølge kommunen sker der kun få uheld i krydset. 

Masser af kritik fra cyklister, der kører igennem det trafikkryds i Odense, hvor en gymnasieelev i går blev dræbt.

Oversigt

    Oversigt