Efter tur i simulator: Nu vil Benjamin være lastbilchauffør

Transportbranchen mangler arbejdskraft, men en tur i en lastbilsimulator ser ud til at få flere til at søge mod de tonstunge køretøjer.

Transportbranchen er på jagt. På jagt efter lastbilchauffører, og byttet er landets afgangsklasser.

Benjamin Nielsen går i niende klasse på Billeshave Efterskole i Middelfart. Mandag blev han så opslugt af en lastbilsimulator, at han på trods af skæve og lange arbejdstider nu overvejer en karriere på vejene som lastbilchauffør.

- Jeg synes, det var en øjenåbner. Jeg kunne godt finde på at tage en lastbil-uddannelse, for det er megafedt, siger han, efter han har parkeret den tonstunge lastbil og hevet den fiktive håndbremse.

Flere søger ind

Om blot få år vil transportbranchen mangle op imod 2.500 nye chauffører, vurderer man. Netop derfor er den specialdesignede simulator parkeret ved Billeshave Efterskole.

- Vi kan se, at vi får brug for meget arbejdskraft de kommende år. Vi har en gennemsnitsalder på 52 år for en lastbilshcauffør, og 13-14 procent er over 60 år. Derfor skal vi allerede nu ud og have fat i folkeskolerne og afgangsklasserne og have dem til at se, at det her kunne være et valg, når de engang skal ud og vælge uddannelse, fortæller projektchef ved Transportens Udviklingsfond, Magnus Købke. 

Det er måske ikke alle elever fra Billeshave Efteskole, der bør sidde bag rattet i en lastbil, men lastbilbranchen hungrer efter nye chauffører.
Fotograf: Mikkel Skov Svendsen

Det er tredje gang, lastbilsimulatoren er rundt i landet, og Transportens Udviklingsfond begynder at kunne ane, at flere unge mennesker bider på, når de fylder 18 år.

- Vi kan se, at der nu tre år efter, vi er gået i gang, er en stigning i de unge mennesker, der søger ind på transportfagene på erhvervsskolerne. Det er en svag stigning, men det er vi meget stolte af, når vi ved, at andre erhvervsuddannelser har fald, siger Magnus Købke.

Det er 3F, Dansk Industri og Dansk Erhverv der er gået sammen om at ændre godstransportbranchens image og lokke de unge ind i førerhuset.  

Oversigt

    Oversigt