Efterladte kæledyr belaster Fyns Politi

Papegøjer, kaniner og skildpadder. Fyns Politi har i sommervarmen travlt med at indsamle kæledyr og efterlyse ejerne.

I sidste uge blev der først fundet en efterladt sumpskildpadde og senere en stor grøn papegøje på Gulstav på Langeland. Og her i weekenden har politiet fået indleveret en kanin og endnu en skildpadde.

- Vi har en del, og det er højsæson nu. Samtidig er variationen i de dyr, vi får ind større end tidligere, hvor det mest var katte og kaniner. Nu skal vi også tage os af papegøjer, slanger og skildpadder, fortæller Asbjørn Høy Larsen, leder af hittegodskontoret hos Fyns Politi. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Samtidig er Fyns Politi blevet bedre til at efterlyse ejerne til de mange efterladte dyr via politiets twitter-konto.

- Det koster os både tid og penge med de mange efterladte dyr. Vi skal indfange og afhente, og i følge hittegodsloven skal vi opbevare dyrene i tre dage, før vi må aflive dem, siger Asbjørn Høy Larsen. 

Typisk bliver dyrene afleveret på et internat, og for en kat eller hund koster det 125 kroner i døgnet. 

- Nogle gange kan vi godt have på fornemmelsen, at nogle ejere blot lader deres kaniner smutte, fordi det er en nem måde at slippe af med et kæledyr på, og så er det politiet der hænger på udgifterne og arbejdet, siger lederen af hittegodskontoret. 

- Jeg vil gerne opfordre ejerne af kæledyr til at passe meget bedre på dem. Og hvis de ikke længere ønsker at have dem, så skal de aflevere dem på et internat, lyder opfordringen fra Fyns Politi.

I løbet af den seneste uge har politiet måtte afhente skildpadder to gange, og det lille krybdyr udgør en særlig udfordring.

- Hvis en fynbo er træt af sin skildpadde, er det nemt at sætte den ud i et vandløb. Men mange af dem er invasive arter, der kan skade andre arter, så derfor skal vi i følge Naturstyrelsen sørge for at få dem indfanget hurtigst muligt, siger Asbjørn Høy Larsen

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt