I det fynske folks tjeneste

Efterlyser personer i voldtægtssag

00:50

1 af 2

Fyns Politi efterlyser tre personer i forbindelse med voldtægten mod en 17-årig pige i Tusindårsskoven fredag den 16. august.

Voldtægten skete mellem klokken 22 og 23 om aftenen i forbindelse med et stort Fyns MC Festival.

- Vi har fået henvendelse fra et vidne, der så en kvinde og to mænd på stien lige ud for det formodede gerningssted i tidsrummet mellem klokken 22 og 23. Det havde lige regnet, da han så dem. Vidnet stod kun cirka 20 meter fra gerningsstedet, siger vicepolitikommissær Carsten Mogensen Fyns Politi.

De tre personer stod tæt på hinanden, og da de befandt sig lige i nærheden af gerningsstedet. Politiet formoder, at de måske kan have noget med sagen at gøre - eller at de kan bidrage med oplysninger, der kan føre til sagens opklaring.

Vidne så kvinde og to mænd

Vidnet så kortvarigt kvinden og de to mænd, da han skulle træde af på naturens vegne ved stien. Det var ikke hans indtryk, at de var i selskab med hinanden, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Umiddelbart efter hørte han et højt skrig eller "gisp" fra en kvinde og en nærmest rusten eller slidt mandestemme.

Stemmerne kom i retning fra det sted, hvor de tre personer havde stået. Men da han kiggede i derhen, var de forsvundet af syne. Vidnet har forklaret, at han ikke kunne forstå, hvad manden sagde.

- Vi tror den kvinde, vidnet så, er identisk med den 17-årige pige, der blev voldtaget. Men vi ved det ikke med sikkerhed. Derfor vil vi gerne høre hvis en anden kvinde eller andre vidner genkender den beskrevne kvinde. Vi vil selvfølgelig også meget gerne i kontakt med de to mænd - eller med andre vidner, der genkender dem, siger Carsten Mogensen.

Signalement af de tre personer

De tre personer, politiet nu efterlyser, har følgende signalement:

Kvinden:

Yngre kvinde, markant lavere end de to mænd, uden overtøj, fremstod som medarbejder på festivalen mere end som festivaldeltager, fordi hun ikke var i "biker-tøj".

Mand A:

Mand, 45 - 50 år, ca. 190 - 195 cm høj, forekom "ranglet" med lange arme og ben og sort eller mørkt kortere hår.

Han var iført en mørk langærmet jakke eller trøje og sort vest med blå aftegninger, muligvis tørklæde omkring halsen (evt. hætte eller kraftig krave), mørke bukser og på fødderne cowboystøvler.

Mand B:

Mand, i 40-erne, ca. 180 cm høj, kraftigt bygget (anslået ca. 100 kg). Han havde lyst stridt hår, der var kort ved ørerne og længere i nakken. Han var iført lys trøje og brun vest, der var muligvis brune striber på trøjen. Han havde mørke bukser på.

Afventer resultat af tekniske spor

Carsten Mogensen understreger dog, at de to mænd ikke nødvendigvis er identiske med de to gerningsmænd.

- Vi vil først og fremmest gerne i kontakt med personerne, fordi de kan have gjort vigtige iagttagelser i forbindelse med overgrebet på den unge pige, understreger Carsten Mogensen.

Oplysninger i sagen kan gives til Fyns Politi på telefon 6614 1448. Politiet afventer stadig at få resultatet af de tekniske undersøgelser fra de sikrede spor i sagen.

Ved du noget? Så send os et tip