Efterlysning af rambuktyve

Fyns Politi beder om hjælp med at identificere to mænd, der har udvist mistækelig adfærd op til et rambuktyveri i en guldsmed i Rudkøbing.

De to mænd er blevet set foran butikken nogle uger før rambuktyveriet mod Valdemar Jørgensens Guldsmedie i Rudkøbing i onsdags. Her har de optaget facaden og området omkring butikken med et videokamera. De to mænd menes at have kørt i en sort Mercedes med svenske nummerplader.

- Vi mener, det er en særdeles mistænkelig adfærd, de to mænd har udvist, og derfor vil vi meget gerne høre fra vidner, der har set de to pågældende mænd, siger vicepolitinspektør ved Fyns Politi Klaus Arbo til TV2/FYN.

Fyns Politi mener, at de to mænd kan have stået bag et lignende rambuktyveri mod guldsmeden Pind J Design i Svendborg dagen efter tyveriet i Rudkøbing.

Henvendelse i sagen kan rettes til Fyns Politi på 114.

Oversigt

    Oversigt