Efterlyst mand med pistol anholdt i Odense

Formodet gerningsmand bag væbnet røveri i Harndrup er lørdag aften blevet pågrebet uden dramatik.

Lørdag aften klokken kvart i otte anholdt Fyns Politi den mand, som de formoder står bag det væbnede røveri mod Daglig Brugsen på Rugårdsvej i Harndrup. 

Det oplyser vagtchefen ved Fyns Politi Torben Jacobsen. 

- Han blev helt udramatisk anholdt ved sin bopæl på Stadionvej i Odense, siger vagtchefen til TV 2/ Fyn. 

Manden røvede fredag aften Daglig Brugsen på Rugårdsvej i Harndrup på Fyn, hvor han truede en kassemedarbejder med en pistol. Han havde fået udleveret et større kontantbeløb, hvorefter han stak af fra stedet. Gerningsmanden forsvandt ind i en holdende handicapbil, der kørte fra stedet i sydlig retning mod Fjellerupvej. 

Politiet fandt ham ikke, og derfor bad de fynboerne om hjælp. 

Et tilfældigt møde i døren

- Vi anholdt manden ud fra et tip, som vi fik fra en anden butik, der kunne genkende ham som kunde. Vi kom så frem til den adresse, hvor han bor, fortæller Torben Jacobsen og fortsætter:

- Da vi kom frem til adressen, var manden på vej ud, så derfor forløb anholdelsen egentlig meget fredeligt.

Vagtchefen fortæller, at man ellers godt kunne have frygtet lidt anholdelsen, da han havde pistol til røveriet.

- Man kan vidst godt sige, at anholdelse foregik ved et tilfældigt møde i døren, siger Torben Jacobsen. 

Den formodede gerningsmand forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af søndag formiddag.

Oversigt

    Oversigt