Efterskole evakueret under brand

120 elever på Eisbjerghus Efterskole ved Nørre Åby måtte mandag aften evakueres, fordi der udbrød brand i et kælderværelse på efterskolen.

Branden udbrød lidt i ni mandag aften i et kælderværelse, der lå i en etage under de rum, som eleverne opholdt sig i.

Efterskolen havde for kort tid siden installeret en ny brandalarm med sensorer på hvert værelse. Den fik hurtigt givet besked til brandvæsenet, som sendte et slukningstog afsted.

Derfor blev branden begrænset til det ene tre-mands værelse, hvor den opstod. Dog har andre værelser også fået røgskade.

Branden kom dog hurtigt under kontrol, og evakueringen af eleverne gik forholdsvis roligt. Ingen kom til skade. Eleverne overnattede i nat i et par lokaler i hovedbygningen.

Politiet formoder at branden er startet i et ledningsnet i forbindelse med en computer, men det er endnu ikke endeligt fastlagt. Politiets teknikere vil i løbet af tirsdag undersøge sagen nærmere.

Oversigt

    Oversigt