I det fynske folks tjeneste

Efterskole fik besøg af tæskehold

To efterskoleelever blev onsdag nat overfaldet på Magleby Efterskole på Langeland af en gruppe unge fra Odense.

En gruppe unge fra Odense brød onsdag nat ind på Magleby Efterskole ved Bagenkop og overfaldt to elever.

Det var skriverier på facebook, der fik de unge fra Odense til at køre til Bagenkop. Her opsøgte de to af skolens elever og overfaldt dem med spark og slag blandt andet med en krykke. 

Da Fyns Politi nåede frem, fik de fat på gruppen og tog dem med til Odense.
- Gruppen bestod af to mænd på 21 år, en mand på 18 år og en pige på 15 år som blev kørt direkte hjem til sine forældre. Ingen af dem vil dog blive fremstillet i grundlovsforhør, oplyser vagthavende ved Fyns Politi til TV2/FYN.

De to drenge på 16 og 17 år, der blev overfaldet på efterskolen, slap uden alvorlige skader.