Efterskoleelever: Sexmobning skal på skoleskemaet

Sexmobning og en kortere skoledag er populære mærkesager, når de ældste folkeskoleelever skal stemme ved skolevalg.

Står det til flere af eleverne på Korinth Efterskole, skal sexmobning på skoleskemaet. Et skoleskema, der i øvrigt skal være kortere, så skoledagen ikke er så lang. 

I løbet af de seneste tre uger har folkeskoleelever på de øverste klassetrin diskuteret politik og mærkesager, og TV 2/FYN har på valgdagen snakket med nogle af eleverne, der spændt ser frem til aftenens valgresultat.

Caroline Myrup Wolff-Sneedorff fra niende klasse på Korinth Efterskole har valgt sexmobning, en kortere skoledage og en fjernelse af afgiften på elbiler som sine mærkesager.

- Jeg har selv oplevet sexmobning, så derfor synes jeg, det skulle være en ting, man kunne blive undervist i og måske finde ud af, hvor hårdt det kan ramme mange mennesker, hvis man gør det, siger Caroline Myrup Wolff-Sneedorff.

Seksuelt krænkende beskeder

Sexmobning sker, når eleverne eksempelvis bliver kaldt for "luder" eller modtager seksuelt krænkende sms'er og chatbeskeder. Børn og unge er ikke altid klar over alvoren af deres handlinger på nettet og i virkeligheden. Derfor trænger mærkesagen til mere opmærksomhed, mener hun. 

 

Maria Kofoed, der går i tiende klasse, har også oplevet sexmobning, og derfor er emnet også blandt hendes mærkesager.

- Jeg har om sexmobning på skoleskemaet og gratis psykologhjælp til unge under 25 år, siger Maria Kofoed.

- Jeg har selv været i nogle af de situationer, hvor det kunne have hjulpet, fortsætter hun.

Det afsløres torsdag aften, hvordan flere end 63.000 folkeskoleelever har stemt. I alt 54 fynske skoler har været med i skolevalget.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt