Efterskoler: Skoleliste er blår i øjnene

Efterskoleforeningens fynske formand Troels Borring mener, at den nye skolerangliste er ubrugelig og gør skolegangen til en konkurrence.

Otte ud af de ti dårligst placerede skoler på en ny rangliste over landets skoler er efterskoler.

Det fremgår af undervisningsminister Troels Lund Poulsens (V) netop offentliggjorte rangliste over landets privat-, folke- og efterskoler.

Mens privatskolerne topper listen, så dominerer efterskolerne bunden. Og der er meget få efterskoler i den øverste del af den lange liste.

Dog med den gymnasieforberedende Varde Efterskole som en undtagelse på femtepladsen.

Men ifølge Efterskoleforeningens fynske formand Troels Borring er listen ubrugelig.

- Det er et forsøg på at stikke forældrene blår i øjnene. Det giver ingen mening at gøre et barns skolegang og forberedelse til et stærkt voksenliv til en SAS Ligaturnering, siger Troels Borring og fortsætter:

- Forældre kan ikke se ud af listen, om en skole er god for deres børn, om den tager vare om den enkelte elev og dermed er med til at skabe stærke, robuste unge.

Han mener, at listen afsporer debatten om børns skolegang.

Landets 262 efterskoler har de seneste 20 år haft konstant fremgang.

På det seneste har små ungdomsårgange og generel økonomisk usikkerhed kombineret med nye tilskudsregler givet frygt for et fald i elevtallet.

Sidste år begyndte knap 29.000 elever på efterskolerne. Tilmeldingstallene for i år offentliggøres senere på måneden.

Troels Borring tror dog ikke, at den nye liste får betydning.

- Jeg tror ikke, det kommer så vidt, for forældre kan godt gennemskue, at det giver ingen mening at lytte til det her, siger han og fortsætter:

- Men med den debat, der nu utvivlsomt følger, vil jeg da opfordre både lærere og skoleledere til at tage en snak med forvirrede forældre om, hvad et godt skoleliv handler om, siger han.

Oversigt

    Oversigt