Eftersøgning atter indstillet

Eftersøgning af den 44-årige savnede person, der frygtes faldet over bord fra sin båd, blev tirsdag eftermiddag endnu engang indstillet.

Politiet genoptog ellers eftersøgningen tirsdag formiddag, da vindforhold og beregninger fra Søværnets Operative Kommando gav nye håb om at finde den savnede.

Politiet havde samtidig et håb om, at den savnede var iført en flydedragt, som kan holde en person flydende og varm på samme tid. Den dragt blev imidlertid fundet af pårørende hjemme hos den savnede tirsdag formiddag. Den 44-åriges redningsvest blev fundet i båden.

- Vi indstillede eftersøgningen klokken 15.00 efter at have gennemsøgt en kyststrækning på cirka 20 kilometer, siger leder af eftersøgningen Jesper Schmidt Nielsen til TV2/FYN.

Den 44-årige faldt formentlig over bord fra sin skydepram mandag aften ud for kysten ved Nyborg.

Oversigt

    Oversigt