Eftersøgning på Enebærodde slut uden resultat

Efter to dage har seks frømænd fra forsvaret lørdag eftermiddag indstillet eftersøgningen af den forsvundne 10-årige Michael Jepsen langs kysten af Enebærodde uden at finde ham. Politiet skal nu vurdere næste tiltag. 

Dykkerne har systematisk afsøgt kysten langs Enebærodde med særlig opmærksomhed på huller, dannet af strømninger i vandet, hvor der var en mulighed for at drengen kunne være.

Men ved 16-tiden lørdag eftermiddag var alle relevante steder undersøgt uden at finde spor af den forsvundne, oplyser indsatsleder Steen Eriksen.

Politiet skal nu i samarbejde med søværnet vurdere, hvad næste skridt skal være i eftersøgningen.

- Det bliver nok nødvendigt med bistand fra eksperter i for eksempel strømforhold for at afgøre, hvor eftersøgningen skal fortsætte, siger Steen Eriksen.

Politiet leder stadig efter den forsvundne på andre måder. Et hold betjente er i gang med at finde frem til sommerhusejere nær Enebærodde.

- Mange har ikke været i deres sommerhuse et stykke tid. De bliver kontaktet for at få dem til at se efter spor af drengen, siger vagthavende, Odense Politi.

Den 10-årige Michael Jepsen blev væk fra pædagogerne på en koloni, hvor han var på udflugt med sin skole, 19. september.

Politiet har gennemført omfattende eftersøgninger med hunde på land og helikopterbistand.

Efterfølgende fandt drengens forældre hans tøj i strandkanten - en sag, politiet er ved at undersøge.

Oversigt

    Oversigt