I det fynske folks tjeneste

Eftersøgningen fortsætter

Politiet er stadig i gang med at lede efter 20-årige Christopher Vogel.

20-årige Christopher Vogel er fortsat savnet.

Den 20-årige langelænder, Christopher Vogel, der sidst er set i Bagenkop onsdag aften, er forstat ikke blevet fundet, selvom politiet afsøger området omkring Bagenkop.

- Vi har hunde dernede, og vi fortsætter med at lede efter ham, indtil vi enten finder ham eller det bliver mørkt, siger vagtchef Mie Brøchner.

Den 20-årige har ikke sin telefon på sig, så han er svær at spore, hvis der ikke er visuel kontakt eller hundene får færten af ham.

Eftersøgningen af Christopher Vogel ledes fra vagtcentralen i Odense, der udkommanderer hunde, og som torsdag også havde helikopter i luften i eftersøgningen af manden, desværre uden held.

Christopher Vogel beskrives som dansk af udseende, ca. 180 cm høj, slank (ca. 65 kg), kort blond hår, blå øjne.

Overgår til lokalpolitiet

Har du set Christopher Vogel, skal du ringe til politiet på 114

Hvis ikke den umiddelbare eftersøgning giver resultat, indstiller man eftersøgningen fra Odense, og så overgår sagen til lokalpolitiet i Svendborg.

- Så tager vi over, for det er ikke hundeførernes opgave, at spørge familie og omgangskreds om Christophers adfærd og hvor han eventuelt kan have søgt hen, siger politikommissær Lars Thede fra lokalpolitiet i Svendborg.

Enspænder

Udover at Christopher Vogel forlod hjemmet uden sin mobiltelefon og overtøj, så er man heller ikke klar over, hvordan han var klædt.

- Nej, det ved vi faktisk ikke, og vi ved heller ikke, om han har fået fat i en gammel jakke eller andet, siger Lars Thede.

Samtidig bliver eftersøgningen besværliggjort af, at Christopher ikke har en stor vennekreds eller interesseområder, der involverer andre, så der er ikke mange mennesker at spørge.

Og så har han efterladt et brev, der kan tolkes som et decideret afskedsbrev i hjemmet.

- Det er rigtigt, at han har efterladt et brev, der kan tolkes som om, han vil gøre ondt på sig selv, men indholdet i brevet vil jeg ikke kommentere på, siger politikommissæren.

Politiet håber, at Christopher måske benytter et kreditkort, så man kan spore ham ad den vej.

- Måske har han taget en bus og er et andet sted, siger Lars Thede.

Politiet hører meget gerne fra folk, der kan have oplysninger om 20-årige Christopher Vogel fra Bagenkop.

Oplysninger kan gives til politiet på 114.

Ved du noget? Så send os et tip